Kære anonyme pige
Tak for dit brev til brevkassen. Dejligt, du har frimodighed og mod til at dele dit dilemma med os. Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig lidt på vej eller åbne for nye perspektiver.
Du fortæller, at du har gået til psykolog over et år. Hold da op! Jeg er glad for, at du har lyttet til dig selv og har søgt professionel hjælp. Jeg har lyst til at sige til dig, at når du allerede er i et behandlingsforløb, kender din psykolog dig bedst. Hvis jeg skriver noget, der er i modstrid med, hvad din psykolog siger, skal du først og fremmest lytte til ham, da jeg jo kun ved ganske lidt om dig og dine udfordringer.
Du beskriver, at du er forelsket i din lærer. Du tænker på ham hele tiden, og du har en oplevelse af, at han er alt det, du ønsker men ikke kan få. Det er en stor smerte for dig, og du har skadet dig selv og oplevet stor angst. Du skriver også, at du gerne vil have ham med til psykolog, da du gerne vil have ham til at forstå alvoren af din forelskelse. Du ønsker ikke at skade ham eller hans familie, men er forvirret, bange og frustreret over dine egne tanker, følelser og reaktioner.
Samtale hos psykolog
Jeg vil først dele nogle tanker med dig om det med fælles samtale hos din psykolog. Mit umiddelbare spørgsmål er: Hvad ønsker du at få ud af at tage din lærer med til samtale? Du skriver, at han skal forstå alvoren af din forelskelse. Men spørgsmålet er, om det er for hans eller for din skyld, han skal med? Har du et ønske om, at han skal gøre noget anderledes? Jeg tænker, at samtalen som udgangspunkt skal være for din skyld. Du skal have lov til at fortælle, hvordan du har det i et trygt forum, hvor psykologen kan være med til at styre samtalen, så den kommer til at foregå på en måde, som både du og din lærer har det godt med – også bagefter.
Det kan hjælpe dig til større accept af dine egne følelser og tanker, hvis du får lov at fortælle læreren om dem. Formålet skal være, at du ikke skal kæmpe med skyld og skam så meget, som det lyder til, at du gør lige nu. Men det får ikke nødvendigvis tankerne og følelserne til at forsvinde.
Følelser kan fylde for meget
Jeg er ikke i tvivl om, at du har ægte og meget intense følelser for denne mand. Det må være smertefuldt at forelske sig i en mand, man ved, man ikke kan få. Det lyder, som om forelskelsen er kommet til at fylde det meste af dine tanker. Du har fået for stort fokus på din forelskelse, og derfor bliver meget andet ligegyldigt. Måske oplever du at have svært ved at koncentrere dig, eller mister let fokus? Måske er du blevet så optaget af at “løse” problemet med dine “forbudte” tanker og følelser og har så ihærdigt forsøgt at få dem til at forsvinde, at de faktisk i stedet er kommet til at fylde det hele.
Lidt på samme måde, som hvis jeg siger til dig, at du IKKE må tænke på en isbjørn det næste minut. Prøv … og du vil opdage, at du faktisk ikke kan undgå at tænke på isbjørnen. Måske forsøger dine tanker at sætte den i bur eller smide den i havet, men den er der, uden du har kontrol over det. Det er en smertefuld kamp at forsøge at styre vores tanker. Kampen vil ofte mislykkes, og vi kan komme til at føle os mislykkede. Derfor kan det være godt at holde fast i, at vi ikke kan styre vores tanker, følelser og fornemmelser, men vi har stor indflydelse på, om vi følger dem eller ej.
Bliv optaget af noget andet
Lige nu er det måske en mulighed for dig at arbejde med, at det ikke i så høj grad handler om, at dine tanker og følelser for din lærer skal forsvinde. Prøv i stedet at genopdage eller bringe noget nyt og værdifuldt ind i dit liv, der kan gøre din hverdag meningsfuld. Begynd ligeså stille at fokusere på andre værdifulde ting i din hverdag og vælg at bruge tid på dem. Fx en god veninde eller en fritidsaktivitet. Det er lettere sagt end gjort og kræver mod og vedholdenhed, men min erfaring er, at det kan have rigtig god virkning.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
De venligste hilsner
Stine