Kære Mikkel!
Tak for dine spørgsmål.
Den afvisning, du oplevede på fb, har gjort noget ved dig. Du bruger selv ordet afvisning, men som jeg ser det, er det mere en usikkerhed, der har gjort noget ved dig.
Tavsheden skaber usikkerhed
Hvis du var blevet afvist, eller hun var blevet vred over et eller andet, kunne du have forholdt dig til det, men det, at du slet ikke ved, hvad hun tænker, gør dig usikker, så du ikke aner, hvad du skal gøre.
Det er vigtigt, at du ikke tager usikkerheden med dig videre. Det vil du meget nemt komme til, hvis du ikke gør noget. Hvis hun havde skrevet, at hun ikke ville have noget med dig at gøre, vidste du, hvor du havde hende. Men det, at du ikke aner, om hun er vred eller gerne vil snakke med dig, tror jeg, du bliver usikker og forvirret over.
Bryd tavsheden og bliv afklaret
For mig ville det eneste rigtige være at spørge hende, hvad grunden er til, at hun er holdt op med at svare dig. Jeg tror, det vil være rigtig svært for dig, men hvis du gør det, står du ved dig selv. Du har rigtig meget brug for at vide, hvad hun tænker og føler. Hvis hun ikke svarer dig på dit spørgsmål, ved du, at hun ikke er noget for dig. Du har brug for en pige, der kan svare dig, hvis du er usikker på hende.
Du er dig, og det er rigtig vigtigt, at du står ved dine behov for kommunikation, så du ikke går og er usikker på, hvad du skal gøre og derved bliver usikker på dig selv.
Kærlig hilsen
Jens Ole Clausen