Hjertesorg – hvordan kommer jeg videre?

Hej, jeg skriver til jer, da jeg virkelig er ved at gå i spåner. Ved godt det måske er lidt tidligt, men jeg ved virkelig ikke, hvem jeg ellers skulle snakke med. Min kæreste og jeg gik fra hinanden for godt 2 uger siden, efter at vi har været sammen i næsten 4 år. Og jeg elsker hende virkelig stadigvæk så højt, at det er ulideligt. Har forsøgt at snakke med nogle af mine venner om det, men gider heller ikke være en belastning. Og da jeg er en dreng, så føler jeg lidt, det er ydmygende at græde, men kan næsten ikke holde op.

Nu hvor hun ikke er min mere, er det virkelig hårdt for mig, for i forvejen var jeg en meget jaloux fyr og nu er den bare endnu værre, for jeg ved lige præcis, hvad jeg har mistet og hun er en pige ALLE fyre vil have og nu hvor hun er single og begynder at tage i byen igen, er det bare som om, det rammer ekstra hårdt, for nu kan alle få en chance hos hende. Det er virkelig svært, fordi for mig kunne jeg se en fremtid, men da hun sagde, at hun ikke kunne se noget nu og hun godt kunne tænke sig at bo for sig selv og ikke være kærester for at prøve at være uforpligtet til en person, er det virkelig ekstremt hårdt (skal siges at vi blev enige om at gå fra hinanden, som nok var det bedste) men det føles stadigvæk lidt som om, man blev vraget, da JEG kunne se en fremtid og ville gerne bygge den sammen med hende. Ved godt at jeg ikke kan bebrejde hende for at gå i byen, men det er bare ekstremt hårdt og kæmper virkelig for ikke at tænke på det, men det er svært. Det kom virkelig som et chok for mig, for vi havde en okay tid og lige pludselig kom hun med den udmelding. Men vi aftalte, at vi skulle give det en chance, fordi hun ville prøve at snakke med en psykolog om nogle problemer og om det bare var en fase, hun var i og i den halvanden uge, hvor vi ventede, var virkelig en fantastisk tid, så det var virkelig hårdt, da psykologen sagde, det var en god ide, at hun prøver sin vej.

Det hårdeste er, at jeg ved VIRKELIG, der er noget specielt i hende og det er en følelse, som jeg har haft siden vores venskab OG nu hvor alt er væk, er jeg virkelig knust. Jeg tænker meget over alle de følelser og de gange, vi har været intime, altså bare hendes blik, det hjemsøger mig stadigvæk og det piner mig, at jeg ALDRIG kommer til at opleve det igen og at hun vil gøre de ting med en anden person og jeg laver ikke andet end at græde. Ved godt at hun ikke kommer tilbage. Jeg vil gerne videre og ved godt, det lige er i starten på det hele og der nok er en lang proces. Men på den anden side er jeg VIRKELIG også bange for at give slip på hende, for hun var VIRKELIG noget specielt og det vil hun altid være. Det er svært at forklare, men bare hele vores venskab før vores forhold betød hun stort set alt. Ved ikke hvad jeg skal gøre er helt rundt på gulvet. Vi skriver sammen og prøver at hjælpe hinanden igennem den her proces og hun har sagt, hun virkelig ikke kan undvære mig i hendes liv og hun vil virkelig gerne have et venskab, hvis det kunne lade sig gøre. Men jeg tænker bare også lidt, hvis du ikke kan undvære mig i dit liv, hvorfor kunne du så ikke se en fremtid sammen med mig på den måde?

Når man tænker tilbage på forholdet, kan jeg da godt se, at jeg selv har lavet nogle fejl og måske har været for naiv nogle gange med hensyn til, hvad det var, hun sagde til mig og kan også godt se i bakspejlet, at hun ikke havde sit glade smil sammen med mig mere, som om hun var ulykkelig, selv om hun var glad, men jeg kunne mærke, at hun ikke var den glade pige, som hun plejede at være. Og nu er det lidt som om, jeg har taget det hele forgivet. Det hele er bare så frustrerende, synes bare jeg har givet mig så meget og jeg ved godt, at der skal to til at ødelægge et forhold, men jeg er bare forvirret over, at man lige pludselig gerne vil prøve de ting. Nu er det ikke kun disse ting, som har ødelagt vores forhold, der er også mange andre ting, som jeg ikke kan komme ind på.

Der har været en masse skænderier igennem vores forhold og det har også taget på det og især med min jalousi, den har taget meget energi, men jeg ville så arbejde med den, fordi jeg ville kæmpe for hende. Hun har aldrig brugt min jalousi imod mig, skal det lige siges. Men det er bare som om, man rammer en mur nu og man vågner op til den grumme virkelighed og alt det, der var før, vil være væk for altid. Hun er min første kæreste og jeg havde aldrig troet, jeg ville ende herude. Og det bliver virkelig svært ikke at se en fremtid med hende, da hun som sagt virkelig har betydet så meget.

Bortset fra det negative har jeg også en anden følelse, som piner mig rigtig meget. Og den er virkelig også hård og især lige for tiden, for jeg elsker hende virkelig rigtig meget og ja jeg skulle måske have sagt det meget oftere, men på nogle måder ønsker jeg faktisk for hende, at hun skal være lykkelig, jeg ønsker at se hendes glade smil igen og jeg ønsker, at hun skal være lykkelig også selv om det ikke er med mig. Og jeg synes, det er en ekstrem hård tanke. Jeg føler virkelig, at jeg har mistet en virkelig stor del af mit liv og ens identitet, som man har opbygget igennem så mange år og det har været fantastiske år.

Selv om der ikke er gået så lang tid siden bruddet og ved ikke, om det her er for tidligt, man deler sådan noget. Men er virkelig frustreret. Håber lidt i kan give mig nogle gode råd til mine problemer, for jeg har det virkelig svært og har prøvet at læse lidt rundt på nettet og få gode tips. (forkortet af redaktionen)

Den frustrerede, 24 år