Har haft det svært med mig selv, og min kæreste har slået op

Vis spørgsmål

Jeg vil gerne have min eks tilbage. Hun slog op for 14 dage siden, og jeg bor stadig hos hende. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få hende tilbage men ved, at det er det, jeg gerne vil.

Jeg har haft det svært i 6-7 måneder med mig selv og lukket ned for mig selv og bare ladet, som alt var godt. Men det var ikke virkeligheden, så hun slog op, fordi hun ikke havde følelser for mig mere.

M, 30 år

SVAR:

Hej M

Jeg vil gøre mit bedste for at give dig et svar, som måske kan hjælpe dig videre.

Din svære periode

Du skriver, at du har haft det svært det sidste halve års tid. Du skriver ikke, hvad der er svært for dig, men du skriver, at du har ladet, som om alting er okay, selvom det ikke er det.

Jeg ved ikke, hvor længe du har boet med din ekskæreste. Men nogle gange, når vi lever tæt sammen med et andet menneske, kan de godt mærke, når der er noget galt. Også selvom vi ikke siger det højt. Eller når vi lader, som om alting er okay.

Måske har din ekskæreste gennem længere tid mærket, at der er noget galt, som du ikke vil snakke om? Måske har hun prøvet at åbne for en snak om det uden held?

Når vi holder det svære for os selv

Vi kan komme til at trække os fra de mennesker, vi holder allermest af, når vi prøver at ignorere eller undertrykke de ting, som er svære for os. Din ekskæreste har måske følt, at du har trukket dig fra hende. Det kan også være, hun har følt, at der var noget galt med hende og jeres forhold, og at du ikke ville fortælle det.

Det er svært for mig at gætte mig til, hvordan det har været for jer at bo sammen i den tid, du har haft det svært. Og jeg kan desværre heller ikke vide, om I kan finde sammen igen.

Mit råd til dig

Men jeg kan råde dig til at være ærlig. Vær ærlig overfor din ekskæreste om de svære ting, du har gennemgået. Vær ærlig og fortæl hende, hvorfor du ikke havde lyst til at dele det med hende.

Når jeg læser, hvad du har skrevet, lyder det, som om din strategi de seneste måneder har været at ignorere de ting, der er svære for dig. Og det lyder, som om det ikke har været en god strategi.

Jeg ved som sagt ikke, hvad du gennemgår. Men det kan kun blive bedre, hvis du får taget hånd om det. Måske kan din ærlighed være en vej tilbage sammen med din ekskæreste. Det kan også være, det er en vej til, at du får det bedre.

Der er hjælp at få

Når jeg ikke kender mere til det svære, du gennemgår, er det svært at give gode råd. Men det er måske nødvendigt at få hjælp af en professionel – en terapeut eller psykolog. Du kan gå til din egen læge og få henvisning til en psykolog. Du kan nemt få et overblik over psykologer i dit område på siden Psykologer i Danmark. Her kan du også se, hvilke psykologer der tager imod lægehenvisninger, så sygesikringen betaler en del af behandlingen.

Du kan også bruge vores liste over professionelle samtalepartnere.

God vej videre

Jeg håber, du og din ekskæreste finder en god vej videre. Om det så er sammen eller hver for sig. Jeg håber også, du får det bedre, og at du finder fred med det, du kæmper med.

Venlig hilsen
Josefine Kirstein Juhl

Annoncer