Vil hun være min kæreste, når hun ofte truer med at slå op?

Vis spørgsmål

Hej

Min kæreste sårer mig på den måde, at hun 3-4 gange har villet slå op med mig. Hun siger selv, det er forhastede beslutninger, men jeg er bange og paranoid for, at hun vil forlade mig igen. Jeg skriver altid til hende. Hun skriver aldrig først. Det er altid mig, der skal kontakte hende, og det gør mig ked af det.

Jeg har prøvet at tage snakken med hende mange gange. Hun siger, hun nok skal blive bedre, men det gør det ikke. Jeg siger hele tiden, hvad der går mig på, men hun gør ingenting. Jeg bliver ked af det og træt af det. Føler ikke, jeg kender mig selv længere. Kan ikke hygge mig med mine venner uden at tænke på hende.

Hun har været i et forhold før mig, og jeg ved ikke, om det har noget med det at gøre, men ved snart bare ikke, om jeg kan længere. Føler det fucker mit mentale helbred op.

Elsker hun mig stadig, eller tør hun bare ikke at såre mig?

P, 17 år

SVAR:

Kære P

Tak for dit brev. Det kan være sundt at tage sit kæresteforhold op til overvejelse, når du er usikker på det. Jeg skriver gerne nogle kommentarer til dig:

Tegn på usikkerhed i forholdet

Jeg lægger mærke til, at nogle ting fylder hos dig, og du ved ikke, hvad du stiller op med dem:

  • Din kæreste har 3-4 gange truet med at slå op
  • Det er altid dig, der skriver først til hende
  • Du er altid den første, der kontakter hende
  • Hun gør ingenting i modsætning til dig, der gør noget
  • Du siger, hvad der går dig på, hvilket hun ikke gør
  • Du er usikker på, om hun elsker dig
  • Hun lover bedring, men det sker ikke

Det går dig på, og du er bange for, at din kæreste forlader dig. Du er træt af det og ked af det. 

Det er forståeligt, at du er usikker på kæresteforholdet med den lange liste af ting, der gør dig utryg.

Åben kommunikation

Respekt for dig, at du op til flere gange har prøvet at snakke med din kæreste om jeres forhold. At åbne sig over for hinanden er en sund vej at gå på.

Hvordan vil det være at forsøge det endnu engang? Vil det være en mulighed at vise hende det brev, du har sendt til brevkassen sammen med mit svar og ud fra det få en snak om din usikkerhed om jeres kæresteforhold? På den måde kan du fx få spurgt hende om følgende:

  • Er vores forhold gensidigt? Elsker du mig?
  • Er det tomme trusler, når du indimellem udtrykker, at du ønsker at slå op? Eller mener du det?

Selvafklaring

Det kan også være relevant at spørge dig selv, om det i længden holder for dig, at du for det meste er den, der tager initiativ til kontakt. Ud fra dit brev lyder det til, at det fylder meget i dit liv, at du ikke ved, om du er købt eller solgt. Det fylder så meget, at det er svært for dig at hygge med vennerne. Og du kender ikke dig selv længere.

Jeg vil gerne opmuntre dig til at være ærlig over for dig selv, og at du handler ud fra det, du tænker og mener om jeres kæresteforhold. Måske kan du bruge nogle input fra vores artikler:

Skal jeg blive eller gå fra min kæreste?
Konflikter i parforholdet
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold

Jeg ønsker for dig, at du når frem til det bedste for dig.

De bedste hilsener
Hanne Esmarch

Annoncer