Kære bekymrede pige
Mange tak for dit spørgsmål. Jeg håber, vi kan give dig lidt ro med det her svar.
Gravid?
For at svare på det vigtigste først: Det er meget usandsynligt, at du er gravid. Hvis du skulle være gravid i uge 20, burde graviditetstestene være positive, også selvom det er billige teste. Der er en lille fejlrisiko på alle teste, men når du har taget to, og du skulle være så langt i graviditeten, vil jeg sige, at fejl er udelukket.
Hvis du har brug for at blive mere sikker, er det altid muligt at få taget en blodprøve hos din læge, som med fuldstændig sikkerhed kan give dig svar.
Hvad er det så?
Mit bedste bud er, at de forandringer, du mærker, skyldes p-pillerne. Det er meget normalt, at dine blødninger bliver mindre kraftige af at tage p-piller. Du kan også opleve at tage lidt på i vægt, særligt når du lige er startet med at tage dem.
I forhold til p-pillerne er det vigtigt at være opmærksom på, at de beskytter ret godt mod graviditet, men ikke mod sexsygdomme. Det kan du læse mere om i vores artikler:
Info om p-piller
Sikker sex og sexsygdomme
Bekymringer
Du skriver, at du er meget nervøs, og at det skyldes, du tidligere har fået en abort. Hvad mon det er, der gør dig så nervøs? Var det hårdt at få en abort? Er det “noget man ikke snakker om”? Der dukker ofte mange tanker op i hovedet, når man har fået en abort, og det er rigtig vigtigt at få snakket med nogen om dem.
Jeg ved ikke, hvor længe det er siden, men mon du ved, at du har ret til en støttesamtale, som din læge kan henvise dig til? Det kan også være, du har et eller to mennesker omkring dig, som du bedre vil kunne betro dig til.
Når du mærker, at aborten begynder at fylde i forbindelse med den utryghed, du oplever nu, kunne det være et signal om, at der er noget ved aborten, du skal have snakket igennem. Der findes også forskellige støttemuligheder på nettet, fx abortlinien.dk.
Sex og følelser
Du sidder midt i store følelser og bekymringer. Måske er det også en anledning til at se på, hvad dit sexliv giver, og hvad det koster? Det er bedst for både dig og din kæreste, hvis der er balance i det regnskab.
Lige nu, hvor du ser alting ret klart, vil jeg opfordre dig til at læse disse to artikler igennem og evt. tale med din kæreste om indholdet:
Sex og følelser
Værd at vente på
Jeg håber, du har fået svar på dit spørgsmål, og jeg ønsker dig alt godt på din rejse ind i voksenlivet.
Mvh Anna