Fortrydelsespille og sprunget kondom – kan jeg være gravid?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 17, og jeg er nu i stor tvivl, om jeg eventuelt kunne være blevet gravid. Situationen forholder sig således, at min menstruation faldt d. 6. august, men efterfølgende havde min kæreste og jeg ubeskyttet sex, så jeg endte med at tage en fortrydelsespille.

Jeg fik små symptomer på menstruation (pletblødning) d. 14. august, og nu går jeg og venter intenst på min menstruation. Kan en fortrydelsespille irritere kroppen som i, at den kan rode rundt med ens menstruationscyklus?

Her onsdag d. 4. september havde min kæreste og jeg igen sex, hvor kondomet uheldigvis sprang. Vi var formentlig omkring 2-3 minutter inde i samlejet, inden at det gik op for os, hvad der var sket, og han trak sig efterfølgende hurtigt ud. Han er sikker i sin sag, når han siger, at han ikke kom inde i mig.

Min menstruation har førhen været uregelmæssig, men pga. den sidste måneds handlinger går jeg og er lidt frustreret. Hvordan tror du/I, at det forholder sig? Hvad vil dit/jeres råd til mig være?

Frustreret pigebarn, 17 år

SVAR:

Kære Pige

Det lyder til, at du er rigtig, rigtig frustreret over alt det, der er sket, og det kan jeg godt forstå.

Fortrydelsespille

Det er sådan med fortrydelsespiller, at de helst skal tages indenfor 12 timer og allersenest efter 72 timer. Virkningen aftager, jo længere tid der går. Selvom du har taget fortrydelsespillen indenfor de 12 timer, er der ikke 100% sikkerhed alligevel. Så jeg kan ikke udelukke, at du kan være blevet gravid, men når det er sagt, synes jeg ikke, det lyder til, at der er særlig stor sandsynlighed for det.

Det er rigtig vigtigt ikke at tage chancer og droppe kondomet med det i baghovedet at ”man bare kan tage en fortrydelsespille” – husk kondomet! Kondomet er også det eneste, der beskytter mod kønssygdomme.

Det er i øvrigt nogle overvejelser forbundet med at tage en fortrydelsespille, da en af virkningerne kan være at afstøde et befrugtet æg – altså starten på et nyt liv. Du kan læse mere om fortrydelsespillens virkning i vores leksikon Fortrydelsespiller.

Sprunget kondom

En sprunget kondom er ærgerligt. Det var rigtig fint, at din kæreste trak sig ud før udløsning, for det mindsker sandsynligheden for graviditet betydeligt. Det kan dog ikke udelukkes, at der er kommet nogle sædceller ud – derfor kan graviditet heller ikke udelukkes her.

Uregelmæssig menstruation

Det er helt normalt, at menstruationen af og til bliver uregelmæssig, og det lyder også til, at du har oplevet det tidligere. Og endelig kan fortrydelsespillen også skabe rod i cyklus; se svaret til en i lignende situation Ubeskyttet sex og fortrydelsespille - kan jeg være gravid?

Jeg vil nu anbefale dig at tage en graviditetstest. Normalt kan man tage testen, når menstruationen udebliver. Det kan være lidt svært at regne ud i dit tilfælde, om din sidste menstruation var den 6. eller den 14. aug, men så må du væbne dig med tålmodighed og teste igen den 14. september.

Pas godt på dig selv

Som du nok kan læse i mit svar til dig, kan du aldrig være 100% beskyttet mod graviditet. Det er hårde realiteter, når man er 17 år og ikke er klar på at blive mor! Husk, at et kæresteforhold er meget mere end sex – og det er ikke sex, der gør det til et godt forhold.

Læs mere om det her:
10 gode grunde til at vente med sex
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold
Værd at vente på

Mvh Mette 

Annoncer