Forelsket og bruger onani som flugt - kan I hjælpe mig?

Vis spørgsmål

Hej adamogeva.dk. Jeg har nu, i en længere periode, været forelsket i en pige. Jeg har ikke spurgt hende, om vi skal komme sammen endnu, på baggrund af at jeg ikke ved, hvordan hun føler, men tænker, at hvis jeg bruger mere tid sammen med hende, og viser mere af mig selv, vil hendes følelser måske også vokse overfor mig.

Denne lange periode af forelskelse har imidlertid resulteret i, at jeg er begyndt at onanere. Jeg ved godt, at Gud ikke siger noget om, at man ikke må onanere, men jeg synes alligevel ikke, at jeg burde. Jeg har ellers holdt mig fri fra onani i de tidligere 16 år af mit liv, men pludselig er jeg begyndt. Jeg tror, at jeg er begyndt på det, som en form for "flugt" fra den realitet, at jeg ikke er sammen med pigen, men jeg tænker bare, at det måske ikke er på tide endnu at spørge hende. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre!

Venlig hilsen

R, 17 år

SVAR:

Kære R

Tak for din åbenhjertige mail til AdamogEva.dk.

Du fortæller, at du gennem længere tid har været forelsket i en pige men endnu ikke har fået hende spurgt, om hun også kan li’ dig.

På det seneste er du begyndt at onanere. Som jeg forstår dig, oplever du, at onanien bliver en form for følelsesmæssig flugt for dig, fordi du endnu ikke har fået spurgt hende, om I skal være kærester.

Det har du det ikke godt med.

Ud fra din mail kan jeg forstå, at du gerne vil forsøge at leve rigtigt i forhold til Gud. Det har jeg stor respekt for. Du mener ikke selv, at det egentlig er forkert at onanere, men alligevel bryder du dig ikke om, at du gør det.

Jeg forstår dig sådan, at du tænker, at hvis du fik sagen afklaret med hende, så kunne det være, at trangen til onani ville ophøre. Jeg er lidt usikker på, om det er det, du mener, men sådan har jeg forstået dig.

Onanien

Onani er noget, som langt langt de fleste fyre på din alder kender til. Jeg er helt enig med dig i, at Gud ikke siger noget om, at onani er forkert. Der står ikke noget i Bibelen om, at det skulle være forkert. Jeg forstår godt, at du alligevel kan have den tanke. Det kan der være mange grunde til. Det er jo lidt tabu at tale om og derfor kan man godt få den fornemmelse, at det nok ikke er rigtigt at gøre det.

I mine øjne er det helt naturligt, at du har den lyst og at du søger at få den tilfredsstillet. Det er der ikke noget forkert i. Derfor behøver du ikke at have dårlig samvittighed over det. Man kan sige, at din lyst og din tilfredsstillelse ved at onanere faktisk bare fortæller dig, at du er underfuldt skabt og at alt virker helt som det skal. Det har du lov til at glæde dig over og takke Gud for.

Læs evt. mere om onani i vores artikler: Er onani synd? og Om onani – mest for drenge.

Forelskelsen

På samme måde er det fuldstændig naturligt, at du er forelsket i en pige. Det har sit naturlige forløb, hvor du en dag får mod til at spørge hende eller måske pludselig bliver forelsket i en anden. Det kan også være, at det viser sig, at hun har fået en anden kæreste, inden du får dig taget sammen. Sådan er den tid, som du gennemlever lige nu. Det viser på en anden måde, at alt er som det skal være. Det er fantastisk og frustrerende på én gang.

Undlad at koble det sammen

Mit råd til dig er, at du prøver at koble de to ting fra hinanden. Altså onanien og forelskelsen. Du har sikkert ret i, at der er en eller anden forbindelse, men jeg tror det bedste for dig vil være, at se på dem hver for sig og ikke koble dem sammen.

Min begrundelse for det er, at jeg tror, at din trang til onani kan vise sig at fortsætte, også selv om I evt. bliver kærester. For mig virker det ikke særlig sandsynligt, at den skulle stoppe. Måske kan trangen endda blive endnu større. Hvis du derfor lige nu siger til dig selv, at du nok skulle se at få snakket med hende, fordi du så nok får styr på onanien, så tror jeg, du tager fejl. Det synes jeg ikke er en god begrundelse til at få snakket med hende.

Hold tingene adskilt. Du skal snakke med pigen, fordi du har lyst til at snakke med hende. Bum, ikke andet. Snak med hende, hvis du har lyst til det!

Trangen til onani kan du risikere at skulle leve videre med de næste mange år. Det vil være godt, hvis du på en eller anden måde kunne forlige dig med den. Så længe det ikke er dine seksuelle drifter og lyster, der styrer dit liv og dine valg, så er der ikke noget forkert i det. Brug onanien som et naturligt afløb for dine seksuelle lyster, når den ikke kan få sit afløb sammen med en pige/kvinde.

Det er min holdning, at den fulde seksuelle udfoldelse mellem en mand og kvinde hører hjemme i et ægteskab. Måske er det også din. Hvis du har det sådan, så vil onanien også der kunne være dig en hjælp i stedet for en fjende. Den vil kunne hjælpe dig til ikke at gå for langt, fordi du kan ty til den, når fristelserne bliver store... og det bliver de!

Så kort sagt: Forsøg at se onanien som din ven og forlig dig med den. Jo mere fokus du har på, at den er forkert, jo mere vil den fylde i din bevidsthed.

Start et nyt forhold med et venskab

Ud fra din korte beskrivelse af dit forhold til pigen, er det svært for mig at se, hvordan jeres relation er lige nu. Det virker som om, at I ikke har så meget med hinanden at gøre endnu. Hvis du ikke vil betegne jeres forhold som ‘et godt venskab’, så synes jeg, du skulle prøve at starte der. Start med at lære hinanden at kende, som du også selv er inde på. Se om I har noget at sige hinanden, om i nemt kan snakke med hinanden. Det er et rigtig godt udgangspunkt for at blive kærester, at man først har været venner. Så ved man at forholdet har noget godt at bygge på.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar, og ellers er du selvfølgelig velkommen til at skrive til os igen.

De bedste hilsner fra Benny

Annoncer