Er samleje og bryllup det samme?

Vis spørgsmål

Jeg har to sammenhængende spørgsmål:

  1. Er samleje det samme som bryllup? I Bibelen er der ikke noget bryllupsritual, men man mener, at samlejet bekræfter brylluppet. Er jeg så gift med alle seksuelle partnere?
  2. Og i forlængelse heraf: Bør jeg også juridisk gifte mig med den første partner, selvom vi ikke har kontakt længere? Og hvad så med efterfølgende partnere? Skal jeg giftes med dem alle i rækkefølge og så skilles igen? Eller har jeg ved at have sex med flere partnere gennem årene allerede været udsat for skilsmisse og lever derfor i synd?

A, 21 år

SVAR:

Kære A

Tak for dit spørgsmål.

Samleje og bryllup er ikke det samme ifølge Bibelen

Det korte svar på dit spørgsmål, om samleje er det samme som bryllup, er: ”Nej”. Det er ikke det samme, og man bliver ikke gift med hverken den første eller flere seksuelle partnere ved at have samleje. Man er hverken åndeligt gift med en person, man har haft samleje med eller kristeligt forpligtet på at gifte sig med en person, som man har haft samleje med. Det var den korte version.

Bibelen viser ægteskabet som rammen for sex

Her følger den lidt længere. Der er ingen tvivl om, at den bibelske forståelse af ægteskabet er, at det er en ordning, som er indstiftet af Gud (1 Mosebog kapitel 1 vers 26-28 og kapitel 2 vers24) som ramme om seksualitet og familieliv. Samlejet mellem mand og kvinde har sin naturlige og gudgivne plads i ægteskabet, og når mennesker handler anderledes, så betegnes det som utugt, hor og synd. Det er naturligvis for at værne om den forunderlige gave, som seksualiteten og det intime nærvær er i forholdet mellem mand og kvinde.

I praksis har det betydet, at ægteskab har haft en offentlig del, hvor man med forskellige ritualer og handlinger har tilkendegivet, at man ønsker at være mand og hustru. Og samtidig har der været en personlig/privat del, som har med samleje og familieforøgelse at gøre. De to dele bør ifølge den bibelske ordning og vejledning ikke skilles ad, både fordi de hører sammen, men også for at give beskyttelse til både kvinden og børnene.

Du kan læse mere i vores artikel Ægteskabet og Bibelen.

Når sex og ægteskab skilles ad

Når de to dele skilles ad i vor tid, desværre også blandt kristne, så skaber det utryghed, usikkerhed og sårbarhed. Men en løsrivelse af samlejet fra ægteskabet rummer ikke en særlig åndelig kraft, der betyder, at Gud betragter de pågældende som gift, eller at man som kristen er forpligtet på at gifte sig juridisk med hinanden. At have sex med en anden end sin ægtefælle er en synd, som kan bekendes og tilgives, men man er ikke på en særlig måde bundet af det i fremtiden.

Du kan læse meget mere i vores tema Bibelen og sex

Venlig hilsen
Brian Christensen

Annoncer