Hej N
Tusind tak for dit spørgsmål! Hvor er det et relevant emne, du bringer op, og jeg tror rigtig mange i kæmper med de samme tanker, så det er dejligt at få fokus på det!
Kærlighed og følelser
Kærlighed og følelser er tricky! Det kan jeg høre, du kender alt til. Hvornår er omsorg og det at elske det samme som forelskelse? Og hvordan ved man, om disse følelser er ensbetydende med, at man som enkeltpersoner også passer sammen som par? I virkeligheden er der ikke et enkelt svar på det, og man finder nok først ud af det, når man enten vælger at handle på sine udefinerbare følelser eller ikke.
Jeg synes, det er så dejligt at høre, at du har et så langt og godt venskab, der betyder så meget for dig, og med en person der gør din dag bedre! Det er en så dejlig situation at stå i, som nogle aldrig får lov til at opleve. Det skal du virkelig sætte pris på! Jeg forstår din frustration og usikkerhed, om det, du føler for din ven, er et godt venskab eller kærlighed – jeg har selv prøvet det!
Der er en risiko
Hvis du vælger at fortælle din ven om din forvirring og de mulige følelser, du har for ham, så er der den risiko, at venskabet går i stykker, hvilket du naturligvis frygter! Som jeg ser det, er der to scenarier, hvis du vælger at gå denne vej: 1) Han har ikke de samme følelser for dig, og jeres venskab kan muligvis blive akavet. 2) Han har haft de samme tanker og kunne godt tænke sig at udforske det at blive kærester.
Når man tager skridtet fra venner til kærester, er der også altid en risiko, fordi man så sætter forholdet i en intens og anderledes seriøs situation. Når man bliver kærester, er der pludselig noget på spil, og man investerer endnu mere af sig selv og sine følelser i forholdet. Der er flere følelser i klemme, og hvis forholdet mislykkes, bliver man næppe venner, som man var før.
Et ydre og indre pres
Jeg bider mærke i, at du fortæller, du aldrig har haft en kæreste – og det er der absolut intet galt i! Men at du nævner det, får mig til at tænke på, at du muligvis ubevidst oplever et pres fra både dig selv og omverdenen om, at nu skal det også snart til at være. Vores samfund har desværre udviklet sig lidt sådan, at hvis man ikke har haft en kæreste i sine teenageår, er man “unormal” og “anderledes”, og det er simpelthen en utrolig trist udvikling. I teenageårene sker der så mange spændende, forvirrende og fundamentale ting for den enkelte, og man kaster sig hurtigt ud i forskellige ting for at lære og eksperimentere, men også fordi man er usikker og bare gerne vil være som de andre. Mange glemmer at kigge indad og fornemme, hvad man selv har lyst til, og hvem man er som person.
Venskab er godt i sig selv
Spørgsmålet er, hvad der har fået dig til at tænke disse tanker om det venskab, du har. Er det et pres fra omgivelserne om, at kærlighed og sex er noget, der begynder i de tidlige teenageår? Er det en frygt for at miste din ven, hvis I ikke bliver kærester? Eller er det en reel begyndende forelskelse, som vil blomstre, hvis I bliver kærester?
Mit råd til dig vil være at mærke efter og give det lidt tid. Venskaber er værd at prioritere og værdsætte, og ikke alle forhold mellem dreng og pige fører til kæresteforhold. Dyrk venskabet og det, I har sammen. Og så må du langsomt gøre op med dig selv, om du er villig til at risikere, at venskabet muligvis kan gå stykker, hvis det udvikler sig til et kæresteforhold.
Hvis I engang bliver kærester, tror jeg ikke, du vil fortryde at have ventet et par år med at tage skridtet, og et eventuelt kæresteforhold vil helt sikkert blive styrket med et solidt venskab i bagagen.
Du kan læse meget mere i vores temaer Fra venner til kærester og At finde den rigtige.
Jeg håber, du kan bruge mit svar – ellers er du meget velkommen til at kontakte os igen.
Med venlig hilsen
Johanna