Er jeg for naiv? - udnytter han mig?

Hej! Jeg er fuldstændig i vildrede og er nået til det punkt, hvor jeg nu bare har brug for en objektiv mening om min situation.

Jeg er en 18-årig pige og har kendt den her fyr på 19 i nu halvandet år, og vi har i al den tid haft et ”on and off” forhold.

Lige da vi havde lært hinanden at kende, var han meget ivrig efter at kunne få lov til at kalde mig hans kæreste, men jeg syntes det gik lidt for hurtigt og fortalte ham, at jeg ikke syntes, vi skulle kalde os kærester endnu, da jeg gerne ville se tiden an. Jeg gik hen og blev rigtig forelsket i fyren, og før jeg havde fået set mig om, tog han lige så stille afstand fra mig, og til sidst snakkede vi ikke sammen mere. Jeg blev vildt såret og havde svært ved at glemme ham og komme videre.

Ca. 4 måneder efter kontakter han mig og vi begyndte at ses igen. Jeg var rigtig glad for det, da jeg savnede ham rigtig meget. Vi tilbragte hele sommeren sammen, men uden nogen rigtig titel på, hvad det var, vi havde/var. Vi snakkede heller ikke rigtig om det, jeg prøvede engang at komme ind på det, men han var ikke selv klar over, hvad det var, vi havde sammen. På det tidspunkt gjorde det mig ikke noget, da jeg bare var glad for, at vi snakkede sammen igen.

Sommeren sluttede, og han begyndte igen lige så stille at tage afstand fra mig. Hver gang jeg foreslog en dag, vi kunne ses, skulle han i byen med drengene eller lignende. Efter flere afslag stoppede jeg til sidst med at prøve at få noget op at stå, da det var tydeligt, at han ikke var interesseret i at ses. Så hørte jeg ikke noget fra ham i ca. et halvt år, indtil han en dag igen skrev. På det tidspunkt savnede jeg ham stadig lidt, men aller mest var jeg bare sur og irriteret på ham.

En dag var vi til en fælles fest, og han var ligeud sagt, klæbende og nærmest desperat. Han blev ved med at hive mig til siden, for at fortælle hvor meget han savnede mig og ønskede inderligt, at vi prøvede igen, og at han håbede, at jeg ville give ham en chance til. Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for, og jeg gav ham den chance til, han så ydmygt bad om.

Men jeg burde have vidst bedre – en måned efter tog han afstand fra mig igen. Han skrev aldrig, og svarede koldt, hvis man henvendte sig til ham. Nogle måneder efter det, havde vi en telefonsamtale, hvor jeg fortalte ham lige ud, hvad jeg følte for ham, at jeg holdt af ham og godt kunne tænke mig at have noget mere seriøst med ham. Han svarede med, at han holdt af mig, og at han ikke ville have, at vi stoppede kontakten fuldstændig (som jeg havde truet med) men at han bare ikke kunne lide ”konceptet” i at være kærester. Så han mente, at det vi havde var et semi-åbent forhold.

Jeg blev sur og sagde, at jeg holdt for meget af ham, til at jeg ville kunne klare at se ham flirte med andre. Samtalen sluttede lige så stille, uden at vi kom til enighed, og vi snakkede ikke sammen yderligere 3 måneder. Nu har han så kontakten mig igen, og han snakker om, hvordan han har ændret levestil, og at han savner mit samvær. Jeg vælger så at give ham endnu en chance, i håb om at det er anderledes den her gang, og af den grund, at jeg havde gjort det klart for ham nu, hvad jeg ville og ikke ville med det her forhold. Men nu begynder han lige så stille igen at tage afstand.

Altså jeg er fuldstændig i vildrede, og det æder mig op langsomt, fordi at jeg simpelthen er så glad for ham, og at han sårer mig så tit. Snor han mig rundt om sin lillefinger? Ved han, at jeg lystrer og kommer tilbage hver gang, han kalder?

Jeg er ved at føle mig godt og grundig dum og naiv nu, og er virkelig i tvivl, om han bare udnytter mig. Men samtidig, undrer det mig, hvorfor han bliver ved med at kontakte mig, altså lidt må han jo føle for mig så? Han har haft en svær barndom og siger selv, at han har svært ved at åbne sig op for folk, da han rigtig mange gange har fået afslag på den omsorg, han har søgt efter hos andre. Jeg ved ikke, om det har en betydning for den måde, han opfører sig over for mig?

18 år