Er det talgknopper, jeg har ved skedeåbningen?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg er en pige på 15. Jeg er langsomt udviklet; jeg bruger 65a i bh-størrelse og har mange bumser.

Jeg har en kæreste, der gerne vil give mig finger. Jeg har prøvet det før med min eks. Men jeg har opdaget knopper omkring skedeåbningen. Sådan mange man kan mærke på siden og virkelig mange i en klump. Og jeg ved ikke, om man skal være pinligt berørt over at have dem, hvis man får finger. Eller om det er en kønssygdom. Jeg vil bare lige nævne, at jeg er jomfru.

Jeg vasker mig dernede med noget bestemt til skeden. Men det er ikke, fordi jeg går i bad hverdag. Jeg vil bare ikke gøre mig pinligt berørt ved at få finger, hvor han så kan mærke det. Og det irriterer mig mega meget, at jeg har det.

Kan I hjælpe mig med at finde ud af, hvad det kunne være? Og hvad jeg kan gøre ved det? Jeg har fået at vide, det kunne være talgknopper. Men der er så mange af dem, og de sidder ikke på kønslæberne men inde på siderne og nede ved skedens indgang. Håber I kan hjælpe mig.

SVAR:

Kære pige på 15 år

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Tillykke med, at du har en kæreste; jeg håber, du er meget glad for ham.

Gå til din læge

Du har sikkert ret i, at det er talgkirtler, du har, men det er helt umuligt for mig at sige noget sikkert om det uden at have set dig; derfor vil jeg opfordre dig til at blive undersøgt af dine egen læge. Du siger, du er jomfru, men din ekskæreste har givet dig finger. Jeg ved ikke, om også hans penis kan have rørt ved dine kønsdele? Hvis den har det, kan du have fået en kønssygdom, og så er der endnu en grund til, at din læge skal se dig.

Du kan læse mere i vores artikel Værd at vide om skeden.

Fingersex er sex

Når jeg læser dit spørgsmål, får jeg den tanke, at din kæreste måske har mere lyst til det seksuelle, end du har. Jeg ved jo ikke, om det er rigtigt, men vil alligevel tillade mig at udfordre dig lidt på det spørgsmål. Og opfordre dig til at overveje og mærke efter, hvad du har lyst til.

Når du skriver, at du vil blive pinligt berørt, hvis han mærker dine talgkirtler, så tænker jeg, at du ikke helt er klar og tryg nok til, at I skal indlede et seksuelt forhold. Det er helt okay og helt normalt ikke at være klar til at dele sex, når man kun er 15 år.

Når man går fra at holde i hånd og kysse til også at berøre hinandens kønsdele, så indleder man et seksuelt forhold og deler noget af det allermest intime og private som man kan dele. Du skal overveje, om du allerede nu har lyst til at dele dette med din kæreste, for det at være kærester handler om meget mere end at røre ved hinanden. Prøv at læse vores artikel Sådan kan I få et bedre kæresteforhold.

Lad dig ikke presse

Jeg vil helt klart opfordre dig til at lære din kæreste bedre at kende og vente med det seksuelle, til du er helt sikker på, at det er det du vil. Hvis din kæreste ikke vil vente, så er det værst for ham selv, og så er han ikke god nok til dig. Du må aldrig føle dig presset til at gøre noget, du ikke vil og ikke har lyst til.

I vores artikler 10 gode grunde til at vente med sex og Værd at vente på kan du læse flere af vores argumenter for at vente med sex, til man er i et forpligtet og livsvarigt forhold som et ægteskab.

Pas rigtig godt på dig selv. Hvis du ikke synes, du har fået svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at skrive tilbage til os.

Kærlig hilsen
Else

Annoncer