Kære Anonyme pige
Tak fordi du har mod til at fortælle os om dine oplevelser.
Jeg bliver meget ked af at læse om din oplevelse med drengen. Det er en voldsom oplevelse, du har været udsat for, og jeg vil råde dig til at finde en voksen at tale med om det. Dine grænser er helt klart blevet overskredet, og det kan være svært og hårdt at skulle takle selv. Derfor synes jeg, du skal gå til dine forældre eller en lærer, du har tillid til. Det kan også være en venindes mor eller en leder i en klub. Det vigtigste er, at det er en, du har tillid til, og som du tør betro dig til.
Tvang
Jeg vil starte med det sidste. Du spørger, om det er lovligt, at en 14-årig tvinger en 13-årig. Nej, det er ikke lovligt. Det er ikke lovligt for nogen i nogen aldre at tvinge en anden til noget seksuelt, som vedkommende ikke selv ønsker at være med til.
Tvang er aldrig under nogen omstændigheder det rigtige i et forhold.
Seksuel lavalder
Jeg vil også nævne for dig, at den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år. Det vil sige, at det er forbudt for alle uanset alder at have seksuel omgang med en under 15 år. Det vigtige ved loven er at signalere, at man først er klar til et seksuelt forhold, når man er 15 år og derover. Og stod det til mig, var grænsen sat endnu højere, fordi det seksuelle sætter så mange ting i gang, der kan være svært at håndtere.
Du kan læse mere her: Kan I uddybe det med den seksuelle lavalder?
Hold fast ved dine grænser
Du skriver, at du sagde ”nej” til drengen flere gange, men alligevel følte dig presset til at gøre det, han bad dig om. Du gjorde det rigtige ved at være tydelig overfor drengen og sige fra til det, du ikke vil være med til. Det skal du holde fast ved – også selv om du føler dig presset. Hvis drengen virkelig vil dig og respekterer dig, som den du er, så vil han også forstå at nej betyder nej.
Der er ingen dreng, der er så meget værd, at du skal føle dig presset til noget, du ikke vil være med til.
Du er meget værdifuld – så værdifuld, at dine grænser ikke skal overskrides. Hold fast ved det. Også hvis en lignende situation skulle opstå igen en gang. Pas på med at tænke om dig selv, at nu har du gået med til det én gang, så kan du jo også igen. Mærk efter, hvor dine grænser er og hold hårdt fast ved dem.
Samtidig vil jeg sige til dig, at det seksuelle hører hjemme i et forhold, hvor man har været kærester længe, så man kender hinanden rigtig godt. Det seksuelle hører sammen med tillid, nærhed og fortrolighed, så man ved, hvor man har hinanden.
Fortrolighed
Og netop fortroligheden har han brudt ved at fortælle om jeres oplevelser. Jeg kan godt forstå, hvis du synes, det er svært. Det som I havde aftalt var en hemmelighed – noget han oven i købet pressede dig til – det fortæller han nu til andre. Måske du har nogle veninder, du kan snakke med om den del af det.
Find en at snakke med
Jeg vil slutte af med igen at råde dig til at finde en voksen at snakke med om din trælse oplevelse. Det skal du ikke gå med selv. Tag eventuelt svaret her med og snak ud fra det.
Jeg har fundet nogle artikler, som jeg også synes, du skal læse:
Sex og følelser
Jo tættere jo bedre – med omtanke
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold
Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget, ellers er du velkommen til at skrive til os igen.
De bedste hilsner
Steen