Kære V
Det må have været hårdt for dig at skrive herind, men jeg er rigtig glad for, at du har gjort det.
Dét, der er sket for dig, og som er godt igang med at ødelægge kærestelivet for dig, er der også andre, der tumler med. Hvis der ikke gøres noget ved det, du har oplevet, så kommer det til at fylde for dig resten af livet.
Du har været udsat for et overgreb
Det er tydeligt at læse ud fra det, du beskriver. Du havde ikke lyst, du blev tvunget, du blev holdt fast. Selvom du sagde nej, blev det ikke respekteret. Oveni i det fysiske overgreb bliver du også bagefter verbalt chikaneret af de historier, han fortæller om dig.
… og det har sat spor
I dag har du det svært med alle drenge, så snart de bliver tændte. Det kan jeg godt forstå. Det lyder til, at din krop reagerer, som om du var tilbage i det mørke rum, hvor det forfærdelige skete. Din krop vil passe på dig, så hjernen giver dig besked om at flygte: "Kom væk, hvis du ikke vil opleve det samme igen." Selvom du med din fornuft måske godt ved, at denne her fyr ikke vil dig noget dumt, så har traumet fra første gang sat spor.
Du skal have oplevelsen bearbejdet
Du skal stille og roligt arbejde dig igennem det, der skete. Du skal lære at tro på, at det ikke var din skyld, og at det er ok at føle noget for en fyr igen – uden at det ender i et overgreb.
Jeg ved ikke, om det er muligt for dig at tale med dine forældre eller en lærer, du har tillid til. Jeg vil anbefale dig at få hjælp hos en skolepsykolog eller terapeut. Det er vigtigt, at du får talt ud om alt det, du har oplevet, som har gjort dig så bange og så meget fortræd. Du kan evt. vise dine forældre/læreren, det du har skrevet her, og som jeg har svaret. Der er andre unge end dig, der prøver at skjule grimme oplevelser for deres forældre, fordi de ikke vil gøre forældrene kede af det, eller fordi de er bange for ikke at blive troet på.
Dine forældres opgave er at elske dig, støtte dig og være med dig hele vejen. Det kan godt være, at de bliver kede af det, når de læser/hører, hvad du har oplevet, men det er fordi, det værste forældre kan opleve, det er at deres børn lider. Jeg håber, dine forældre får muligheden for at være sammen med dig om at få din tillid til drenge og til livet tilbage.
Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Om seksuelle overgreb.
Hvordan ser det ud i skolen?
Er der mon stadig snak om dig blandt dine skolekammerater? Bliver du mobbet eller chikaneret med noget seksuelt? Hvis det stadig er et problem, synes jeg også, at du skal inddrage en lærer, som du har tillid til. Ikke for at du eller situationerne skal udstilles i en åben debat i klassen, men at lærerne bliver opmærksomme på, at den slags chikane finder sted.
Har du en god veninde, som du har tillid til? Her kan du måske finde opbakning til at være den, du er, og til at være sikker på, at der er én, der tror på dig og ikke på, hvad ham fjolset har sagt.
Fremtidige kæresteforhold
I takt med, at du forhåbentlig kommer i gang med noget terapi/nogle samtaler, der kan hjælpe dig med oplevelsen, så håber jeg, at du må blive så stærk, at når du igen har mod på at få en kæreste, at du så fortæller til ham, hvad du vil være med til, og hvad du ikke vil være med til. Det er op til dig, om du vil fortælle ham, hvad du har oplevet, men det kan måske give ham et indtryk af, hvorfor du nogle gange stivner eller bliver utryg, selvom han ikke vil gøre dig noget. Pas på dig selv, og brug god tid på at få tillid til ham, du godt kan lide, så det ikke går for stærkt for dig. Du kan måske have brug for længere tid til at opbygge tilliden, inden du giver lov til, at der skal kysses og krammes for tæt.
Vi har så travlt idag, vi vil nå det hele på den halve tid. Både drenge og piger skriver ind til os, fordi deres kæreste har for travlt. Det er ikke spor lettere at være en dreng, der har en kæreste, der har for travlt. Hvis kæresten virkelig vil forholdet, så kan de også godt slappe af. Det hele skal ikke nåes idag, I er også sammen i morgen.
Samtidig ser vi på tv og på nettet, at mange hopper direkte i seng med hinanden på første date, eller at de gemmer sig i et hjørne eller i et solarium og giver blowjobs. Selvom et blowjob ikke er ”at være i seng sammen”, så er det stadig sex, og det er alle langt fra klar til, bare fordi de er vilde med hinanden. Én dårlig oplevelse med noget, der var alt for grænseoverskridende, kan blive husket længe efter og blive til et mareridt, der forstyrrer alle de gode oplevelser, man skulle have haft.
Jeg ønsker det bedste for dig og for alle jer derude, der også synes, det går lidt for stærkt nogle gange. Pas på jer selv – I skal nok nå alt det gode.
Kærlig hilsen
Anja