Er det etisk rigtigt at blive steriliseret, når vi ikke vil have flere børn?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva

Jeg er en mand på 33 år. Jeg har en hustru og fire skønne børn, som vi er meget glade for. Det har været et helt bevidst valg at få fire børn. Vi ønsker dog ikke at få flere børn, så derfor vil vi gerne finde den form for prævention, som passer bedst for os.

Vi tror begge på, at menneskelivet begynder, når sædcellen møder ægget, og ønsker derfor ikke en præventionsform, som forhindrer det befrugtede æg i at udvikle sig. Samtidig er jeg også lidt usikker på, om sterilisation er det rigtige. På en måde tænker jeg, det er at lave om på, hvordan jeg er skabt. Men alle præventionsformer forhindrer jo netop det, som er det naturlige. Derfor ved jeg heller ikke, om sterilisation egentlig er anderledes end andre former for prævention. Måske er det også det, at der skal en operation til, som gør det til en større ting for mig. Altså et indgreb på den krop, som Gud har skabt.

Jeg er i hvertfald i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, så jeg håber, I kan hjælpe mig. Vi vil gerne kunne have et normalt sexliv uden frygt for at blive gravide igen.

SVAR:

Kære mand på 33

Tak, fordi du henvender dig til os.

Virkninger af prævention

Overordnet set kan prævention have to virkninger:

1. Forhindre æg og sædcelle i at mødes. Det gælder fx kondom, sterilisation, hormoner der hindrer ægløsning eller danner en sej slimprop i livmoderen, så sædcellerne ikke kan nå frem til ægget.

2. Forhindre det befrugtede æg i at udvikle sig i livmoderen. Her er der tale om hormonelle præparater eller kobberspiral, der gør livmoderslimhinden tynd og dårligt fungerende, så det befrugtede æg afstødes.

Nogle af de hormonelle præparater har én primær virkningsmåde, men ofte kan man ikke udelukke, at begge virkninger er involveret.

Prævention og etik

Den etiske grænse for prævention er meget individuel. Du skriver, at I tror på, at livet begyndes ved befrugtningen, og at et befrugtet æg ikke må hindres i udvikling. I ønsker derfor en præventionsform, der kun hindrer selve befrugtningen, og som med sikkerhed ikke hindrer det befrugtede ægs udvikling i livmoderen.

Den her præventionsguide gennemgår de forskellige præventionsmuligheder med fokus på, om præventionsformen forhindrer befrugtning og risikoen for, at et befrugtet æg bliver afstødt. Du kan evt. bare nøjes med at læse konklusionen – der står bl.a. noget relevant om p-stav.

Du spørger specifikt ind til sterilisation. Sterilisation hindrer befrugtning og er derfor en meget sikker metode, som ikke hindrer fostervækst ved evt. befrugtning (som sker ekstremt sjældent). Du kan læse mere om indgrebet på sundhed.dk.

Hvad jeg tænker om etikken i det

Du nævner også dine etiske overvejelser vedrørende at foretage ændringer i kroppens funktion – den krop Gud har skabt. Her udtaler jeg mig som privatperson og ikke som læge, da vi berører et åndeligt spørgsmål. Ændringer på den gudsskabte krop er blevet gjort til alle tider også i gudfrygtige samfund: Jødiske og mange (kristne) amerikanske babydrenge omskæres. Mange bliver tatoveret. Folk lader sig operere for medfødte handicaps.

Personligt mener jeg ikke, at sterilisation krænker Guds skaberværk. Vi mennesker er sat til at forvalte denne verden inklusive vores krop. Det indebærer, at vi ofte må hindre eller ændre den naturlige proces i alle mulige sammenhænge for at tilpasse det til vores livssituation. Det gælder også alle præventionsformer.

Hvis du ønsker denne diskussion uddybet, vil jeg anbefale dig at tale med en præst eller åndelig vejleder, du har tillid til. Jeg kender adskillige kristne mænd, som er steriliseret, og som er glade for deres valg. Du kan også læse dette svar som et input til dine overvejelser.

Du kan henvende dig til din egen læge og få en henvisning til en urolog, hvis du ønsker at undersøge mere om muligheden for at blive steriliseret.

Jeg håber, du har fået svar på dine spørgsmål. Du er selvfølgelig velkommen til at henvende dig igen.

Mvh Morten Damm

Annoncer