Kære G
Tak for dit brev. Jeg har læst det og giver dig gerne nogle tanker tilbage.
Tvivlstanker
Du skriver, at du ikke kan se kærligheden i, at hun ikke har inddraget dig i beslutningen om at tage til udlandet som frivillig. Og du er kommet i tvivl om jeres forhold.
Til det vil jeg skrive til dig, at det er forståeligt, du er usikker på, hvad der ligger i den måde, hun har handlet på. I lyder til begge to at have været udfordret på tydelig kommunikation i jeres forhold.
Kommunikation som en nøgle
Jeg har fra mit arbejde som psykoterapeut meget erfaring med, at tydelig kommunikation er virkelig vigtigt. Hvis kærester/ par/ ægtefolk har en åben, tillidsfuld og tydelig kommunikation med hinanden, skaber det mulighed for at kunne tale om diverse temaer. Tydelig kommunikation kalder jeg derfor en nøglehistorie, som kan lukke op også ind til udfordrende ting.
Tag en god snak
Hvordan vil det være at tage en snak med din kæreste om, hvad det har gjort ved dig, at hun har valgt at tage til udlandet uden at inddrage dig? Det er meget ærligt og sundt at fortælle, hvordan hver især har det.
Det kunne være en mulighed at åbne for en samtale ud fra følgende skabelon:
Fortæl allerførst din kæreste, at du holder af hende, og at hun betyder alt for dig. Hvis det altså er sådan, du har det. Derefter kan du fortælle hende, at der er noget, du har brug for at snakke med hende om og måske bruge de her spørgsmål:
- Hvordan har du det med at have besluttet at tage til udlandet i 10 måneder?
- Hvordan har du det med, at vi skal undvære hinanden i så lang tid?
- Hvad tænker du om, at vi ikke har fået snakket om det inden din beslutning?
I kan skiftes til at fortælle, hvordan I har det. Vær undervejs bevidst om ikke at bebrejde din kæreste. Fortæl i stedet om, hvordan du har oplevet og oplever jeres relation med hensyn til åbenhed.
Opsamling efter snakken
Efterfølgende er det en mulighed at samle op og spørge: Hvor går vejen for os nu?
Hvis I fortsat vælger og ønsker at være kærester, kan I overveje, om du kan komme på besøg hos hende undervejs.
Hvad har I ellers brug for, så I kan holde en nær kontakt gennem de 10 måneder?
Endvidere kan det være afgørende at få en aftale om, hvad I hver især har brug for at øve jer på kommunikationsmæssigt.
Måske kan I hente flere input til jeres forhold i vores artikler
Konflikter i parforholdet
Kærlighed i praksis
Hvordan lærer du din kæreste at kende?
Jeg håber, I får mulighed for at åbne jer overfor hinanden. Jeg ønsker jer det allerbedste.
Mange hilsner
Hanne Esmarch