Kære Den forvirrede
Tak for din henvendelse til AdamogEva.
Skal jeg gå tilbage til min ekskæreste, som jeg elsker højt?
Du fortæller, at du har haft en kæreste gennem 4 år, og at I for 4 måneder siden slog op med hinanden. Din kæreste har gennem 2 år været igennem en periode med depressioner og det endte med at slide for meget på jeres forhold.
Tiden efter jeres brud har været hård ved dig, men den sidste måneds tid, fortæller du, er du begyndt at finde dig selv igen. Du er begyndt at komme sammen med en anden fyr og nu synes du, at du er ved at have styr på dit liv igen.
Du beretter så, at din tidligere kæreste har kontaktet dig og gerne vil genoptage jeres forhold. Det stiller dig i et dilemma, fordi du stadig holder meget af ham og samtidig er glad for din nye kæreste. Du udtrykker også, at du er bekymret for, om din ekskæreste kunne trække dig med ned igen.
Derved er vi fremme til dit spørgsmål: Skal du vælge den ene eller den anden?
Giv dig selv tid til at blive afklaret
Lad mig sige med det samme: Lige præcis det spørgsmål kan jeg ikke svare dig på. Dertil kender jeg for lidt til din situation og de to fyre.
Derfor går mit råd i en lidt anden retning. Jeg tænker på, om tingene i virkeligheden går lidt for stærkt lige nu. For 4 måneder siden slog du og din tidligere kæreste op efter at have været sammen i 4 år. Nu har du en anden kæreste, som du er ved at lære at kende. Tre måneder til at komme sig oven på et brud og indlede et nyt forhold lyder i mine ører ikke af meget.
Jeg tror, det ville være godt for dig, hvis du gav dig selv noget mere tid. Du har jo tydeligvis ikke sluppet din ekskæreste følelsesmæssigt. Derfor synes jeg, at du snyder både dig selv og din nye kæreste, ved at indlede et nyt forhold, før du fuldstændigt har fået afsluttet det gamle. Jeg tænker, at det hverken er godt for dig eller din nye kæreste, at du er splittet i dine følelser.
Jeg synes, du skal overveje at trække dig fra dit nye forhold, for at give dig selv mere tid. Giv dig tid til både at få tingene snakket igennem med din eks-kæreste og til at finde helt ind til roen i dig selv. Når du haster videre ind i et nyt forhold, tror jeg, at der er ting, som ikke bliver ordentligt afsluttet og som kommer til at indhente dig senere. Det er jo sådan set også det, som du allerede mærker lige nu. Det vil blive ved med at ske, indtil du får det ikke-afsluttede afsluttet. At gøre det, kræver tid. Mere tid end 3 måneder, tror jeg. Jeg tror snarere, du kan have brug for 6 – 12 måneder.
Jeg tænker heller ikke, at det vil være en god ‘afslutning’, at du går tilbage til din eks-kæreste indenfor kort tid. Dine bekymringer omkring det er velbegrundede, synes jeg og dem bør du lytte til. Det giver god mening for mig, at du også i forhold til ham, giver dig rigtig god tid. Giv dig tid til at lære den ‘nye udgave’ af ham at kende, så du finder en ny tryghed i ham og hans person, inden I eventuelt bliver kærester igen. Du har et langt liv foran dig. Jeg synes ikke, du behøver at have travlt. En så vigtig beslutning som livspartner, bør ikke træffes med 2 mænd i kulissen.
Så rådet lyder: Brug nogle måneder til at lære dig selv bedre at kende uden at have en kæreste. Find ud af hvem du selv er og hvad der er vigtigt for dig og vent med at få en kæreste, til du er klar til at gå all in med netop ham.
Jeg ønsker for dig, at du må komme til en afklaring og ro indvendig, så du kan mærke, hvad der er det rigtige for dig. Giv dig selv tid til at komme frem til denne ro.
De bedste hilsner fra Benny