Dreng 13 år - træt af mine bryster - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva. Jeg er en helt almindelig dreng på 13 år. I 1 års tid har jeg haft knuder i brystet. Altså små oppustede bryster. Det er vildt irriterende, og jeg har slet ikke lyst til at gå i bad efter Idræt eller fodboldkamp. Og jeg har heller ikke lyst til at gå i svømmehallen. Selvom jeg elsker at svømme. Og det, der undre mig lidt, er, at jeg ikke har set en endeste dreng/fyr, der har de samme små bryster som jeg. Og jeg har både været i Lalandia, svømmehallen osv. Men har ikke set en eneste.

I starten da jeg fik det, tog min mor og jeg til lægen, for at høre nærmere og det. Han sagde, at det nok skulle gå væk på et tidspunkt. Det samme skriver i, til andre spørgsmål. Og jeg skal faktisk snart i Lalandia igen. Med min kæreste. Hvad mon hun siger? Tror hun bliver vildt skuffet.....

Håber I svarer tilbage.. Og der må være noget, man kan gøre? Andet end at vente...

Mig, 13 år

SVAR:

Kære du!

Det er sådan, at nogle drenge og mænd udvikler mandebryster.

Forskellig årsag

Hos nogle sker det helt tilfældigt, og hos andre skyldes det overvægt, evt. bare, at man vejer en lille smule over gennemsnittet. Kun i sjældne tilfælde skyldes det en hormonsygdom.

Forskellig udvikling

Hos nogen kan det blive bedre (dvs. mindre) med tiden, og hos andre vil der restere noget brystmasse, der gør, at ens bryster altid vil være lidt større end andre mænds.

Hvis det skyldes overvægt, kan man kan prøve at opnå et vægttab, det vil hjælpe en hel del. Dette gælder dog ikke, hvis man er en person, der helt tydeligt i forvejen er meget tynd.

Udseendet betyder noget - men det indeni betyder mere

Det kan være rigtig irriterende og for nogle drenge og mænd skamfuldt at leve med sådanne små bryster. Man må sige, at der ikke findes nogen nem løsning på problemet. På sin vis kan problemet sammenlignes med andre tilstande, der er svære at lære at leve med, fx at være ordblind, at have sukkersyge og behov for insulin eller alle mulige andre ting, der påvirker ens liv og identitet. Hvis du klikker lidt rundt på siden, kan du se, at mange andre unge også kan være utilfredse med deres udseende. Her er et par eksempler:

Vil mine fregner forsvinde helt?

Meget utilfreds med mit udseende... HJÆLP! - hvad gør jeg?

Hvordan taber jeg mig så jeg får det bedre med mig selv?

Del dine tanker med nogen

Det er noget, man må sørge for ikke at gå med selv, men at få snakket med nogen om. Faktisk er det ofte helt afgørende vigtigt, at man vælger at fortælle nogen om, hvad man er ked af ved sig selv. Der er nogen, der ikke gør dette, og går alene rundt med skam og andre negative følelser i alt for mange år, i stedet for at få snakket det igennem i tide.

Accepter dig selv

På længere sigt, når puberteten er overstået, er der nogle mænd, der har bryster i en sådan grad, at man kan bede sin læge vurdere, om man kan blive henvist til vurdering af, om man via en plastickirurg kan få fjernet brystvævet. Det er dog de færreste, der har så store bryster at dette tilbydes. Det hænger nok sammen med, at ens egen oplevelse af, hvor meget andre bemærker ens bryster, er anderledes, end hvor meget folk egentlig tænker over det. Dette kan, som jeg nævnte før, netop afhjælpes ved at man får snakket om tingene med forældre eller gode venner, man har tillid til.

 

Andreas Hoff

Annoncer