Kære M!
Der er skrevet mange bøger, sange og lavet film om dette: Hvordan får jeg den eneste ene? Det er ikke enkelt. Det er usikkert. Der gives ikke garantier eller facitlister. Der er håb, skuffelser, lykkelige og ulykkelige forelskelser, og alt muligt derimellem! Og jeg kan ikke give dig en færdig løsning …
Vi har også en artikel, der hedder: Den eneste ene.
Del det op i mindre trin
Men altså: Der er en pige i din klasse, som du er rigtig glad for, og du vil gerne nærme dig hende. Jeg vil foreslå, at du deler det op i mindre trin: bliv lidt mere kendt med hende, mærk efter, er der positive tilbagemeldinger, eller vender hun ryggen til? Hvis du gerne vil have en ny ven, hvordan gør du så? Tænk godt efter, - kan du gøre noget lignende her?
Lav noget sammen
Måske kan I følges lidt ad vejen hjem fra skole? Du kunne spørge hende om hendes familie, fritidsinteresser og hendes mening om forskellige ting. Og du kunne fortælle om dig selv på samme måde. Du kunne invitere hende på en cykeltur, en tur på skøjtebanen, i ungdomsklubben, på biblioteket, eller hvad man nu kan gøre, der hvor du bor. Hvis det er tryggest, kan nogle af hendes og dine venner være med. Du kunne sige, at du vældig godt kan lide, når du er sammen med hende. Lyt efter: Hvad svarer hun? Det skal vejlede dig i, om du kan nærme dig mere, eller om du skal holde igen.
Du har god tid
Der er mange følelser i kog, når man er forelsket. Det kan der også være for hende. Der er mange trin fra det at have et godt øje til en, og så til, at hun er den eneste ene. Men drømme, fantasier, håb og tanker kan nogle gange kun se yderpunkterne – alt eller intet. Du føler dig klar til alt; til at erklære hende for den eneste ene. Kan du acceptere, hvis hun endnu kun vil gå ind midt mellem alt eller intet? Vil du give hende tid, tålmodigt vente, og fokusere på alle venskabstrinnene mellem alt og intet? Et parforhold er et samspil mellem 2 mennesker, og skal det blive til mere, skal bolden spilles frem og tilbage, ikke for blødt, ikke for hårdt, tilpasset det gode sammenspil og de ydre forhold. – Og så må tiden vise, om bolden kommer i mål. ;-)
Læs også lidt andet her på siden – du kan begynde her:
Kan han lide mig og hvordan tager jeg mig sammen?
Pigevenner og drengevenner
Han driller lidt – er han forelsket i mig?
Er det tegn på, at han synes om mig?
Held og lykke på banen!
Med venlig hilsen
Margit