Hej unge kvinde
Tak for din henvendelse. Jeg tror, du skriver om et emne, som også andre kæmper med.
Depression
Du skriver, at du har let til moderat depression. Derfor kan jeg ikke lade være at spørge, om du får den hjælp for depression, som du har brug for? Det er ikke godt at være deprimeret hele tiden.
Hvis du ikke får hjælp, vil jeg stærkt opfordre dig til at gå til din egen læge. Lægen kan hjælpe dig, så du får det bedre.
Alle er forskellige
Du skriver også, at det tager meget energi at lære nye mennesker at kende og være i en stor gruppe. Derfor har du ikke overskud til at være med i IMU. Samtidig har du kristne venner, og du kommer i kirken til gudstjeneste, hvor du har mulighed for at sidde stille og være med i fællesskabet uden at skulle tale med mange andre.
Vi er meget forskellige som mennesker. Nogle er meget udadvendte og vil gerne møde nye mennesker hele tiden. De har det ofte godt med at være med i en stor gruppe, selv om de ikke kender alle de andre. Andre har det bedst med at være sammen med nogle få kendte, og de har det ofte svært ved at være sammen med mange andre, som de ikke kender.
Kristne fællesskaber
Det er godt, du ved, at det er velment, når nogle spørger, om du ikke vil med til IMU. Vi har som kristne brug for at være med i fællesskaber, hvor vi kan lytte til god forkyndelse og dele glæder og bekymringer. Det hjælper os til at blive bevaret i troen. Det kan du læse mere om fx på Jesusnet: Skal en kristen gå i kirke? og her: Fem tanker om det kristne fællesskab.
Der er dog mange forskellige fællesskaber, vi kan være med i. Hvis du i øjeblikket har det bedst med at være med til gudstjeneste og sammen med dine kristne venner i det omfang, du har overskud til, så synes jeg, det er helt i orden. Det skal du have lov at vælge med god samvittighed.
Når nogle spørger dig, om du snart skal med i IMU, kan du måske sige tak for invitationen, men lige nu er du med i nogle andre fællesskaber, hvor du får det, du har brug for.
Som jeg indledte med, håber jeg, du får den hjælp, du har brug for mod din depression, så du generelt får det bedre.
Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig.
Venlig hilsen
Inge Munk Møller