17 år og seksuelt forvirret – kan I hjælpe mig?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er 17 år og har de seneste måneder været i tvivl omkring min seksualitet.

Jeg har aldrig haft en seksuel oplevelse med en mand, udelukkende med piger, og jeg vil gerne starte med at sige, at jeg virkelig elsker og stadig tænder på piger. Dog føler jeg aldrig, jeg har været god med piger, god til at vise at jeg vil være sammen med dem, hvilket jeg føler, jeg vil.

Men jeg har taget mig selv i hurtigt at have fantaseret om at være sammen med en mand, flere gange efterhånden. Ligeledes at min pung har kildet. Jeg har dog aldrig fået stivert eller følt mig decideret tændt af en dreng.

Jeg har nedenstående spørgsmål til jer; tror det virkelig vil hjælpe med svar på disse : 

- Er det normalt at fantasere om andre af eget køn?

- Er det muligt, at det bare er en fase jeg gennemgår?

- Er det normalt på min alder at komme i tvivl?

- Vil størstedelen af seksuelt forvirrede folk på min alder blive homo'er?

- Hvor lang tid kan en seksuel forvirring vare?

- Hvad er 'tegnene' på, at det bare er en seksuel forvirring?

J, 17 år

SVAR:

Kære J

Fint, at du henvender dig; det er at tage dig selv og din seksualitet alvorligt! Dine spørgsmål vidner om, at du er en moden og tænkende ung mand. Som jeg læser dit spørgsmål, er du seksuelt tiltrukket af piger, men usikker på hvordan piger opfatter dig, og hvilke signaler du sender.

I dit forhold til drenge vil jeg gætte på, det er modsat: Du er ikke specielt seksuelt interesseret, men mere sikker på dig selv i dit samvær med dem.

Forholdet til piger

Det lyder, som om du har været seksuelt aktiv med piger. Du skriver ikke, om det har været sammen med en kæreste eller under hvilke omstændigheder, det har fundet sted. Måske er det dårlige erfaringer, som gør dig usikker? Måske har du haft din seksuelle debut, før du egentlig var parat til det rent følelsesmæssigt? Kan det være sådan, at den seksuelle oplevelse ikke gav dig den nærhed og samhørighed, som du kunne ønske dig?

Jeg ved det ikke – det er blot nogle tanker, fordi du skriver, du har problemer med piger. Jeg vil anbefale dig at læse artiklerne Sex og følelser og Ét trin ad gangen er det mest sikre.

Forholdet til drenge

Overvej om din seksuelle interesse for mænd kommer i perioder, hvor du har det svært. Det er meget normalt, at det at være usikker på dig selv kan føre til, at seksualiteten rettes en anden vej end det, du ønsker.

Dine spørgsmål

Du stiller nogle spørgsmål, som jeg vil forsøge at svare kort på her til sidst:

Er det normalt at fantasere om andre af eget køn?
Ja, der er mange mennesker, som indimellem føler sig seksuelt tiltrukket af eget køn.

Er det muligt, det bare er en fase, jeg gennemgår?
Det er en klar mulighed. Men selvom det måske i dit liv kun er en fase, er det vigtigt, du gennemlever den fase på en god og sund måde, så du ikke flygter fra dig selv.

Er det normalt på min alder at komme i tvivl?
Ja, det er meget normalt! 

Vil størstedelen af seksuelt forvirrede folk på min alder blive homo'er?
Nej.

Hvor lang tid kan en seksuel forvirring vare?
Da en seksuel forvirring oftest stammer fra usikkerhed på sig selv, vil den vare så længe, usikkerheden er der. Det betyder, at også voksne mennesker i lykkelige ægteskaber kan møde seksuel forvirring i perioder, hvor der er krise. Den seksuelle forvirring peger altså ofte på, at der er problemstillinger andre steder i livet og har ikke nødvendigvis noget med selve seksualiteten at gøre.

Du kan finde flere input her på siden. Her er en artikel, som jeg synes, passer meget godt til det, du spørger om: Hvad er homoseksualitet?

Håber det har givet dig lidt klarhed, ellers er du velkommen til at henvende dig igen.

Kærlig hilsen
Karsten Amby

Opdateret 13.10.2020

Annoncer