Vokser mit hoved mere endnu?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg synes, mit hoved er meget stort, og det er jeg ked af. Jeg har et hovedomfang på 56,5 cm. Og jeg er 15½ år og 175 cm høj. Og ok slank.

Og jeg synes ikke, at mit hoved passer til min krop, så jeg vil gerne vide, om mit hoved vokser mere. Tak på forhånd.

A, 15 år 

SVAR:

Kære A

Tak for spørgsmålet.

Hovedomfang og højde

Der er i grove træk sammenhæng mellem hovedomfang og højde. Sammenhængen er bedre undersøgt hos børn end hos voksne. Jeg fandt dog en enkelt systematisk undersøgelse på 354 voksne, hvide englændere med en gennemsnitsalder på 40 år, hvor man har lavet en kurve, der beskriver sammenhængen mellem højde og hovedomfang. Artiklen findes her og er på to sider. Kurverne for mænd og kvinder på er side 2.

Nu ved jeg ikke, om du er dreng eller pige, men på baggrund af kurverne er dit hovedomfang lidt mindre end gennemsnittet, hvis du er dreng, og lidt større end gennemsnittet, hvis du er pige. Uanset dit køn er hovedstørrelsen indenfor “normalområdet”.

Ikke færdig med at vokse

Da du er 15 år, er du formentlig ikke færdig med at vokse endnu. Hovedet vokser relativt langsommere end resten af kroppen. Fx udgør hovedet jo en stor samlet andel af højde og vægt hos små børn. Denne andel bliver mindre i takt med, at man vokser.

Så for at svare på dine bekymringer:

  1. Dit hoved har en normal størrelse.
  2. Hvis du vokser yderligere, vil dit hoved komme til at se mindre ud, da din højdevækst med stor sandsynlighed vil være større end en evt. vækst af dit hoved.

Du kan læse om de mange forandringer, der sker i din krop for tiden i vores artikel Fra dreng til mand.

At acceptere sin krop

Til sidst vil jeg nævne, at man som læge får mange spørgsmål fra unge i puberteten, om deres krop er “normal”. Det er den stort set altid. Der er heldigvis stor forskel mellem mennesker, men det er sjældent, at noget er “unormalt”.

Ofte er det vores opfattelse af kroppen som kan være et problem, og endnu oftere er det vores opfattelse af “normal”, som egentlig er et problem.

Det kan være svært, men det er vigtigt at acceptere, at man er, som man er, og man har den krop, man har – og at det er helt ok.

Mvh Boje

Annoncer