Usikker på hende - skal jeg kæmpe videre?

Vis spørgsmål

Hej!

Jeg har mødt en pige, som jeg synes, er helt fantastisk. Jeg går i klasse med hende, hvilket jeg ikke mener er så godt. Men selvom jeg ikke synes det, synes jeg alligevel, at hun er så skøn og at jeg vil give det en chance. Vi er lige begyndt på gymnasiet, og har nu kendt hinanden i en måned.

I starten snakkede vi ikke, men for omkring to uger siden var vi til en idrætsdag, hvor vi pludselig fik snakket en del. Siden da har vi snakket jævnligt, og for omkring en uge siden var vi til gymnasiefest, hvor vi også den aften var meget sammen. Vi havde det rigtig hyggeligt, og jeg følte kemien var rigtig god. Dagen efter fik vi også skrevet sammen, hvor hun også skrev, at hun havde det sjovt med mig.

Problemet er så, at da vi kom i skole igen, kunne hun knap nok se på mig, og virkede som om, hun havde glemt alt om det til festen. De efterfølgende dage snakkede jeg lidt til hende og fik nærmest intet svar tilbage. Er det måske fordi hun er genert omkring det, eller hvad kan det være? Hun er nemlig normalt ikke den generte type overfor alle andre..

Jeg prøver lige nu at finde ud af, om jeg skal fortsætte med at kæmpe og risikere, at vi har det dårligt sammen resten af de 3 år, vi skal gå i klasse sammen, eller om jeg bare skal droppe det? Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, og håber virkelig på svar!

H, 16 år

SVAR:

Hej H

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du har kriller i maven og synes det er meget spændende, samtidig med at du føler dig usikker på, hvad der lige skal ske. Det er jo ret svært at styre sine følelser og fornemme, hvad der er det rigtige at gøre.

Ud fra din beskrivelse af hendes reaktion, vil jeg tro, at hun lige nu er usikker på sine følelser og tanker om dig. Det kan være derfor, at hun trækker sig lidt. Måske hun også har mærket den gode kemi, og at I har det godt sammen. Når der opstår følelser for et andet menneske, kan man godt blive lidt usikker på sig selv, og den relation, man har til hinanden. Den usikkerhed kan gøre, at man trækker sig lidt tilbage og bliver en smule utryg ved relationen. Ikke fordi man ikke bryder sig om det andet menneske, men fordi ens følelser og tanker besværliggør samværet med hinanden.

Kæmp videre

Hvis du lader som ingenting, vil jeres relation sikkert blive akavet i tiden fremover, så jeg vil opfordre dig til at kæmpe videre. Måske det var en ide at spørge, om hun vil mødes med dig en dag efter skole. Ikke som en date, men bare en gåtur eller noget, hvor I kan snakke. Prøv at være åben samtidig med at du ikke overfuser hende med alle dine følelser på én gang.

Måske kan du hente lidt inspiration under temaet Fra venner til kærester.

Se f. eks. denne artikel: Ét trin ad gangen er det mest sikre

Held og lykke!

Hilsen
Asbjørn Thorø Overby

Annoncer