Kære M
Tak for dit brev.
Det er godt at høre, du kan bruge de svar, som kommer på AdamogEva.dk. Jeg håber også, du kan bruge det, jeg skriver til dig, ellers må du skrive igen.
Ulykkelig forelskelse kan være hårdt; det tror jeg, mange kan nikke genkendende til. Jeg kan godt forstå, du går og drømmer om at få en kæreste. Jeg tror bare ikke, at det du går og drømmer om er realistisk, eftersom du aldrig har talt med ham og måske er han slet ikke den, du har gjort ham til i din fantasi.
Giv slip på din drømmeverden
Du skriver, at du gennem tre år har fantaseret om, at du havde et forhold til ham, men at dine drømme pludselig gik i stykker, da du opdagede, han havde fået en kæreste.
Egentlig synes jeg, det er godt, at du er vågnet op af dine drømme. For mig at se har du de sidste tre år gået og fantaseret om en fyr, du ikke kender. Du har opbygget et drømmebillede af dig og din drømmefyr, men det har intet med virkeligheden at gøre, som du også selv skriver. Jeg synes, det er på tide, du kommer ud af dine fantasier og indser, at du har et urealistisk forhold til en fyr, du engang for tre år siden så på din gamle skole. Endvidere vil jeg minde dig om, at han jo allerede har en kæreste. Alene det er grund nok til at give slip på drømmene.
Lev i den virkelige verden
Hvis man virkelig ønsker at få en kæreste, bliver man nødt til at gå ud i “verden” og finde en ledig fyr. Man bliver også nødt til at lære at tage kontakt, dvs. tale med fyren, være sammen med ham osv., ellers kan man jo ikke finde ud af, om han er interesseret i en eller ej.
Mit råd vil derfor være, at du begynder at kigge dig omkring efter andre unge mænd og glemmer alt om ham, du så for tre år siden. Og som sagt, hvis du vil have en kæreste, skal du ikke kun lade det blive ved fantasierne, du må kaste dig ud i at tage kontakt, tale med fyren og finde ud af, om han er noget for dig og omvendt. Jeg ved ikke, om du er genert eller bange for at tale med unge mænd, men jeg ved, at der ikke er nogen vej udenom, hvis man af hjertet ønsker sig en kæreste.
Måske kan du have glæde af at læse svar til andre – her er et par forslag og du kan selv finde flere:
Ingen venner – hvordan skabe kontakt og hvordan få en kæreste?
Virkelig vild med ham, men alt for genert – har I et godt råd?
Hvordan ved jeg ,om han virkelig er lidt lun på mig?
Jeg håber virkelig for dig, at du en dag finder en rigtig sød kæreste.
Kærlig hilsen
Annette Hassingboe