Hej Patrik
Time Out
Jeres forhold virker ret forvirrede, og det er du selvfølgelig meget frustreret over.
Jeg kan naturligvis ikke overskue, hvad I egentlig mener og føler, og hvad I egentlig ikke føler og ikke mener. Men jeg har en rigtig tydelig lyst til at sige: ”Time out!”. Pause. Overophednings-sikringen bør slå fra. Hvis ikke du skal blive helt slidt op, må du give forholdet en pause.
Det lyder lidt til, at hun har foreslået, at I bare var venner, der kunne snakke sammen. Men sådan som jeg tror, du har det lige nu, kan det ikke fungere. Du vil tolke hver eneste sætning, hun siger, for at finde ud af, om hun vil eller vil ikke være kæreste med dig. Og det kan jeres forhold slet ikke holde til.
Bolden er hos hende
Jeg tror bestemt ikke, du gjorde noget forkert ved ikke at ville gå i seng med hende. Det hjælper aldrig på et forvirret forhold at begynde at have sex – det gør bare det hele endnu mere forvirret.
Men jeg tror, det er rigtig vigtigt, at du holder op med at presse på for at få forholdet afklaret. Det kan hun tydeligvis slet ikke finde ud af lige nu. Muligvis sender hun alle de forvirrende signaler, fordi hun føler sig presset og slet ikke kan finde ud af det hele. Så hvor svært det end kan være: Lad det forhold ligge.
Hvis der så er et ønske dybt i hende om at ville være kæreste med dig, så lad hende selv finde det frem og selv sige det til dig. Jeg forstår godt din ivrighed – men den slags ting kan man ikke presse frem, hvis de skal være sunde og holdbare. Bolden må ligge hos hende. Hvis hun så tager den op og kaster den tilbage til dig, har vi en ny situation. Og ellers har vi slet ingen situation.
Håber du kommer godt igennem det!
Hilsen Sprint