Kære kvinde
Tak for at stille dit spørgsmål til brevkassen. Du har allerede gjort dig rigtig mange gode
overvejelser og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig/jer videre i processen.
Jeg vil starte med at sige tillykke med, at I har fundet hinanden og skal giftes til sommer,
det er fantastisk. Det er dejligt at høre, at I glæder jer til at have sex og lære hinanden at
kende på det mere intime og seksuelle plan. Det er helt naturligt, at det er spændende og
at det kan være svært at vente.
Kærlighedssprog
Du skriver, at I begge to har fysisk berøring som jeres primære kærlighedssprog, som
ikke gør det nemmere og I dermed oplever et stort behov for at mærke hinandens
anerkendelse og kærlighed gennem berøringer. Det giver rigtig god mening, men jeg vil
også gerne udfordre jer lidt her. For det første vil jeg understrege at fysisk berøring er
meget mere end sex. Der er så mange måder at give berøring på. I kan fx give hinanden
massage, nusse på ryggen, gå en tur med hinanden i hænderne, give lange kram osv. Der
er mange måder, og jeg vil opmuntre jer til at fokusere mere på fysisk berøring, der ikke
indebærer så høj grad af intimitet, for at undgå at I frister hinanden unødigt.
Derudover vil jeg også sige til jer, at langt de fleste mennesker har mere end et primært
kærlighedssprog og måske kunne det give mening for jer, at dykke lidt ned i hvad der
ellers kan få jer til at føle jer elskede. Snak om de andre kærlighedssprog og udfordrer
hinanden til at vise kærlighed på andre måder end ved berøringer, kys og lign.
Ægteskabet – den gode Gud givne ramme for sex
Jeg ser det som en stor styrke, at I er enige om, hvad I vil, nemlig at vente med sex til
ægteskabet. Hold fast i det. Jeg forstår fuldstændig fristelsen til at tage lidt lettere på det,
nu hvor I er forlovede og ser frem til at skulle giftes til sommer.
Bibelen beskriver sex i sammenhæng med ægteskab.
Du kan evt. læse mere om hvordan et ægteskab er defineret i bibelen lige her:
https://adamogeva.dk/artikel/aegteskabet-og-bibelen
https://adamogeva.dk/artikel/hvornaar-er-sex-sex-ifoelge-bibelen
Konkrete råd for forlovelsestiden
Jeg vil gerne komme med nogle helt konkrete råd til jer, her i forlovelsestiden.
1. Forlovelsessamtaler er en mulighed for at få snakket en masse ting igennem med et erfarent ægtepar. Forlovelsessamtaleparrene er supergode til at facilitere en god samtale. De stiller gode spørgsmål og hjælper jer med at få snakket emner som sex, økonomi, kommunikation osv. igennem og deler samtidig ud af deres egen erfaring.
Der er tilbud om forlovelsessamtaler i Indre Mission og Luthersk Mission:
https://familiearbejde.dk/parat-til-start/introduktion
https://dlm.dk/lm-danmark/forlovelsessamtaler
2. Lav helt konkrete aftaler/grænser: Min erfaring er at det kan være til
stor hjælp, at aftale og fastsætte helt konkrete grænser – Hvad vil vi og hvad vil vi
ikke. Det kunne fx være: Når vi ligger i sengen, vil vi begge to have alt vores tøj på,
eller; vi vil ikke røre ved hinandens kønsorganer (og bryster). Bliv enige om hvad I
vil, så I bedre kan hjælpe hinanden med at overholde jeres fælles aftaler/grænser.
Og husk: Det er okay at tage et skridt tilbage og kridte grænsen op igen.
3. Tal om hvorfor I vil vente med sex: Jeg vil opfordre jer til at tale med
hinanden om hvorfor I ønsker at vente med sex. Hvem er den Gud, der har fastsat
de her rammer for det seksuelle samliv? Hvorfor ønsker I at følge hans vejledning? Se artiklen: https://adamogeva.dk/artikel/10- gode-grunde-til-at-vente-med-sex
At kende sin krop
Du slutter dit spørgsmål af med at fortælle, at du er spændt på at skulle have sex første
gang, og det forstår jeg godt. Samtidig skriver du også at du føler dig tryg ved, at det er
sammen med din kommende mand. Det er et rigtig godt udgangspunkt. Når det så er
sagt, giver det rigtig god mening at du spekulerer på, hvordan du kan lære din krop at
kende og blive mere klar til at give dig hen til din kommende mand når I er blevet gift. Du
skriver: Men jeg kan godt være i tvivl om fx hvor godt jeg skal kende min krop, inden vi
bliver gift. Til det vil jeg bare sige; der er ikke noget du SKAL. Du skal gøre det som du
selv har det bedst med. Måske kan du blive afklaret ved at læse denne artikel: https://adamogeva.dk/artikel/sex-den-foerste-tid-i-praksis
Hvis du gerne vil lære din krop bedre at kende inden i bliver gift,vil jeg anbefale dig bogen: https://lohse.dk/sex-for-begyndere.html af Lise og Frederik Berggren Smidt. Bogen kan læses fra ende til anden, men kan også bruges som opslagsværk. Jeg vil særligt anbefale dig kapitlet: ”Kvindens seksualitet”. Som udførligt beskriver, hvordan du kan få en bedre forståelse af din krop og din lyst.
Kærligste hilsner Amalie