Kære Anonyme
Det lyder spændende. Det må føles godt at have taget det skridt at få lavet en aftale.
Hvad gør man når man er nervøs
Du har jo meget godt fat på noget omkring at stille spørgsmål. Det er altså skønt at være sammen med én, der gerne vil høre, hvem man er og hvad man tænker.
Når du spørger til den andens interesser, så husk at lytte til det, hun svarer. Når hun svarer, så skal du lytte efter, hvad hun siger. Ud fra det, hun siger, kan du vide lidt om, hvordan det næste spørgsmål skal være. Når man er nervøs, så kan man komme til at spørge uden at lytte til det, hun svarer. Derved kan det komme til at opleves sådan lidt kantet, at man sidder der og bare stiller spørgsmål.
Lav noget sammen
Det kan også være godt at lave noget sammen. Hvis man ikke kender hinanden for godt, så kan det godt være lidt svært bare at sidde og skulle snakke. Så man kan gå ud og opleve noget sammen. Biograf, museum, skøjtebane, bowling, ….. ja kun fantasien sætter grænser.
Jeg håber daten vil gå godt.
Venlig Hilsen
Steen Kruse