Kære K
Tak for dit spørgsmål og fordi du vælger at bruge os som samtalepartnere i et svært spørgsmål.
Det gør mig glad at læse, at du har lært Gud at kende gennem dit arbejde i kirkekoret, og at du vil kalde dig selv kristen. Vi på AdamogEva.dk mener, at det faktisk er det allerbedste, der kan ske for et menneske, så det gør mig rigtig glad! Nu spekulerer du så på et valg, hvor du kan gøre dig selv glad men dine forældre skuffede: Skal du vælge at studere teologi?
Du har god tid
For det første vil jeg sige, at du har stadig masser af tid til at vælge, hvad du vil studere. Jeg er klar over, at skolen har til opgave at presse jer til at vælge så tidligt som muligt, så I hurtigt kan komme gennem uddannelsessystemet. Men selvom du skulle tage den allerhurtigste vej og begynde på studie lige efter gymnasiet, har du mindst 4½ år endnu til at beslutte dig, inden du skal sende ansøgning om optagelse på universitetet. Derfor synes jeg, du skal give dig selv lov at slappe af og ikke tage kampen med hverken dig selv eller dine forældre på nuværende tidspunkt ved at lægge dig selv fuldstændig fast på valg af uddannelse.
Skuffede forældre
Dernæst vil jeg sige, at det nok nærmest er umuligt for dig ikke at komme til at skuffe dine forældre i løbet af de næste år. Du er på vej ind i voksenlivet, og i løbet af din ungdom skal du træffe flere og flere valg, og dine forældre vil ikke nødvendigvis være enige i alle dine valg. Men det er en udvikling som alle børn – og forældre – skal igennem. Som forældre kan det være svært at lade sine halvvoksne børn træffe valg, som vi mener, ikke er gode for dem, fordi vi gerne vil det absolut bedste for dem, og det tænker vi ofte, at vi har mest styr på. Men det er ikke altid rigtigt, og derfor er det en opgave for os forældre at lære at give slip og lade vores unge træffe deres egne valg. Hvis du har et godt og nært forhold til dine forældre, skal du endelig bare blive ved at tale med dem om dine valg og bruge dem som sparringspartnere. Men du må også give dig selv lov til at være uenig med dem, hvis du så ender med at træffe et andet valg, end de mener, du skulle have gjort. Måske kan det give dig nogle input at læse artiklen Barn eller voksen.
Teologi
Til sidst har jeg bare lyst til at fortælle, at jeg selv er uddannet teolog. Derfor bliver jeg altid glad, når jeg møder nogle, der har lyst til at studere det spændende fag! Jeg har valgt ikke at være præst – bl.a. fordi jeg ikke ville kunne holde til det selvstændige og krævende arbejde. Men til gengæld har jeg i mange år undervist og talt med mennesker om Gud og det kristne liv, og det er fantastisk meningsfuldt! Men som sagt synes jeg, du skal give dig selv tid og ikke beslutte dig endeligt endnu. Du har stadig en del år tilbage i skolen, inden du skal træffe valget, og der kan ske mange ting, som vil påvirke dit valg af uddannelse.
Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget – ellers må du endelig skrive igen!
Jeg ønsker dig en skøn ungdomstid med alle de bøvlede og pragtfulde ting, der hører med! Du kan være sikker på og have fred i, at Gud vil dig det allerbedste, og du kan altid tale med ham om hele dit liv.
Kærlig hilsen
Vibeke