Familie rasende over min tatovering – kan I hjælpe mig?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en 18-årig pige. For nogle dage siden fik jeg en tatovering. Jeg ville gerne have, den skulle symbolisere, at man skal kæmpe for kærligheden og livet, fordi det er værdifuldt. Man skal ikke lade sig blive slået ud af modgang, fordi derefter vil der ofte være medgang.

Min tatovering siger “Life and love are like war. If you give up you'll lose it all.” Min familie, min mor og søster, fandt ud af det og er nu rasende, fordi de forbinder det med selvmord.

Jeg er virkelig ked af det, fordi det ikke er, hvad det betyder. Det er ikke symbolikken bag den. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Vær sød og hjælp.

Pige, 18 år

SVAR:

Hej pige

Ordenes betydning

Jeg viste lige ordene fra din tatovering til to på din egen alder – en dreng og en pige – og spurgte dem, hvad de kom til at tænke på. Begge kom til at tænke på det, du selv mener med ordene. Og da jeg spurgte dem, om de kunne forbinde det med selvmord, sagde de, at det var de aldrig kommet i tanke om ved at se disse ord.

Selv synes jeg heller ikke tatoveringen peger hen mod selvmord. Så jeg tænker lige: “Hvorfor tænker din familie sådan?” Er selvmord noget, der er aktuelt i jeres familie, eller har nogen af jer været plaget af tanker om at begå selvmord? Hvis det er tilfældet, kan jeg måske godt forstå deres tankegang.

Du må prøve igen at forklare dem, at det er altså slet ikke det, du mener med sætningen.

Håb

Men under alle omstændigheder tror jeg ikke, du behøver være bange for, at folk i almindelighed forbinder din tatovering med selvmord. Så bær den frimodigt og hold fast ved, at du netop ikke vil lade dig slå ud af modgang, men vil kæmpe og tro på, at der også kommer medgang! Jeg ved jo ikke, hvad du bygger dine håb på, men for mig som kristen er der et trygt håb i, at hvis jeg ikke selv magter at kæmpe og vinde – så kan Gud vende mit nederlag til et sejr, hvis jeg lader ham hjælpe mig.

Erfaring til fremtiden

Og måske kan du tage denne erfaring med dig til fremtiden: Hvis man vil have en sætning stående på sin hud hele livet, kan det være en god ide at lade andre se sætningen, inden man går til tatovøren. Så har man i hvert fald mulighed for at lave noget om, hvis man synes, at folk misforstår ens sætning.

Venlig hilsen
Sprint

Annoncer