Kære Ninna,
Det er godt nok et vanskeligt spørgsmål, men tak fordi du har tillid til Adamogeva.dk, for måske er du slet ikke den eneste, der har brug for et svar omkring så svært et valg.
Jeg har kigget i vores arkiver, og de fleste svar, vi tidligere har lavet, handler mere om kulturelle problemer i forhold til forældres accept af den partner, man har valgt.
Sagen skal ses fra begge sider
Jeg vil prøve at dele nogle af alle de tanker, der har kørt rundt i mit hoved, siden jeg fik dit spørgsmål.
Først vil jeg sætte mig i dit sted. Hvorfor kan dine forældre (og måske dine søskende) ikke se, at han er den helt rigtige for dig? Hvorfor synes de, han er kedelig? Kan de slet ikke se, at han er lige det, du mangler og har brug for? Kan de ikke se, at han er god ved dig?
Så prøver jeg at sætte mig ind i deres tanker og bekymringer. Jeg forestiller mig, at du er min datter. Hvad ville jeg tænke? Måske noget a´la dette:
Hvad vil hun dog med den stille fyr? Hvordan skal vi dog komme ind på livet af ham, han siger jo ikke noget? Han vil altid komme til at føle sig udenfor i vores festlige familie. Hun spilder sin tid med ham, hun kan finde én, der er meget mere gang i. Jeg er utryg ved ham, han sidder bare der og lurer.
Som forældre vil vore børn det bedste, det skal du aldrig tvivle på.
Men nogle gange ved vi bare ikke, hvad det bedste er. Der må du hjælpe dine forældrene på vej.
Tal sammen
Jeg læser ikke ud fra dit spørgsmål, at de vil slå hånden af dig eller på anden måde ekskludere dig fra familien, hvis du fortsætter med at se ham. Jeg ser ingen trusler af den slags i det du skriver.
Derfor vil jeg anbefale dig at tale med dem. Fortæl dem, hvad det er, du så godt kan lide ved din kæreste. Hvad er det ved ham, der er så godt for dig. Hvad giver han dig, hvordan har du det, når du er sammen med ham? Fortæl dem det i stille og roligt toneleje – ikke for at sætte dem på plads, men fordi du gerne vil have, at de skal vide, hvad han betyder for dig.
Familiemedlemmer ved ikke alt om hinanden
Selvom du er et produkt af dine forældre, og selvom du har været en del af den klub i 17 år, så betyder det ikke nødvendigvis, at du kan lide alt det, de kan lide.
Måske elsker de østers og ferier i Grækenland, mens du elsker myse-ost og fjeldvandringer i Norge. Det gør ingen forskel i forhold til blodet bånd. I er stadig i familie.
Det er ikke sikkert, at dine forældre kender dig godt nok, og lige præcis ved, hvad du kan lide og har brug for.
Du har været igennem en teenageperiode, hvor du givetvist har udviklet dig meget, dannet dine egne holdninger og prøvet at finde de værdier, der er vigtige for dig.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du lige netop har valgt denne stille fyr (hvis han da er det i virkeligheden, eller bare i forhold til DIN familie), fordi han giver dig den ro, du har brug for.
Jeg forestiller mig, at din festlige familie, måske nogle gange kan være højrøstet og larmende, og din fyr repræsenterer modsætningen: den stille og velovervejede.
Jeg ved det ikke, men det er bare en tanke, der har rumsteret i mit hoved.
Modsætninger mødes
Når vi vælger partner – falder for et andet menneske, er det ofte et menneske, der repræsenterer en del af os, som vi ikke så ofte lever ud. Så hvis du er, som din familie, meget udadvendt, åben og festlig, så er du måske netop faldet for det mere rolige og afdæmpede.
Måske er din fyr også noget mere stille, når I er sammen med din familie, fordi han kan mærke ,at de lurer på ham, ikke bryder sig om ham og bare håber ,du kommer til fornuft. Hvis han kan mærke den mindste modstand fra din familie, vil han uvilkårligt trække sig endnu mere ind i sig selv og blive usikker.
Du ved, hvordan han er, når han er tryg sammen med dig, er det det samme, han viser din familie?
Lær dem at se ham med dine øjne
Kunne I lave en aftale, når du har fortalt dem om alt det gode, der er ved ham, at de så giver ham en chance. Byder ham ind i familien, er åbne overfor ham, nysgerrige på, hvad han er for en. Nu hvor de ved, hvad det er du er faldet for, og hvilke gode kvaliteter han har, er der større chance for, at de ser på ham med nye øjne.
Dit valg
Som du nok er blevet klar over, har jeg prøvet at slippe udenom at skulle svare på, hvem du skal vælge. Jeg har i stedet forsøgt at sætte nogle tanker i gang hos dig, så du kan finde ud af, hvordan du skal forholde dig til dit dilemma.
Jeg vil opfordre dig til at tage en snak med din familie, evt. printe dit spørgsmål og mit svar ud og vise dem det. På den måde står du ikke alene, du har også mine tanker, de skal forholde sig til. Jeg håber samtalen kan ændre på deres opfattelse af din kæreste, måske kan den proces, du skal i gang med også ændre dit syn på ham. Når du pludselig skal til at kigge grundigt på din kæreste og beskrive ham, er han så den, du vil have?
Lige til sidst vil jeg også tilføje en tanke, som du selv må overveje, hvad vægt den skal have.
Når vi i et parforhold oplever en ydre trussel, som I gør (at dine forældre ikke vil acceptere ham), så kan det medføre en trodsreaktion i os, der får os til at rykke tættere sammen med kæresten. Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt eller forkert i. Men det kan betyde, at vi ikke rigtigt lærer hinanden at kende, fordi vi bliver så optaget af at holde sammen og optaget af at holde den ydre ”fjende” på afstand. Jeg kan ikke umiddelbart se, om det skulle spille ind på dine følelser, men mon ikke du kan mærke, om sådan noget evt. spiller ind.
Jeg ønsker dig det bedste for dig, din kæreste og din festlige familie - hvad end du må vælge.
P.s. skulle du få lyst til at skrive igen, ville det være rigtig dejligt at høre, hvordan det er gået.
Pas på godt dig selv.
Tanker fra Anja