Kære T
Dejligt, du skriver!
Lidt til overvejelse
Inden du indgår i et forhold, er der nogle ting, der måske er gode at tage op til overvejelse:
- Er hun pigen, jeg vil give alt for?
- Hvis vi bliver kærester, vil hun være en del af min historie resten af mit liv; har jeg lyst til det?
- Har jeg tiden til at kunne opfylde hendes behov for at være sammen?
Ud fra det, du skriver, lyder det meget, som om I begge to har følelser for hinanden. Måske skulle du prøve at tage springet og invitere hende på en date.
Fortæl om dit job
Du skriver, at du ikke har så meget tid, fordi du jobber i KBH. Det er nok noget af det, du skal snakke med hende om på en date. Vær åben om, at du har det job, som du virkelig holder meget af og derfor også bruger en del tid på. Hendes reaktion på det kan være meget betydningsfuld i forhold til jeres forhold. Læg mærke til hende og find ud af, hvad hun helt præcist mener om det. Måske ændrer hun senere holdning, men så har I allerede fra starten af taget hul på den del, der godt kan være problematisk.
Hun bliver en del af dit liv
Når jeg skriver, at hun vil være en del af din historie resten af dit liv, er det ikke det samme som at sige, at I bliver gift og får et lykkeligt liv. Men jeg mener, at når du indgår i et forhold, så vil hun være en del af dig. En del af dig som du aldrig vil glemme. Hun vil altid være en del af din historie og en del af dit teenageliv. Inden man indgår i et forhold, er det rigtig sundt lige at stoppe og op tænke, om det virkelig er nu, man er parat til at få en kæreste, eller om man skulle vente.
Ud fra det, du skriver, tror jeg, hun har følelser for dig. Så nu er det op til dig at finde ud af, om det er noget, du vil handle på, eller om du hellere vil, at I forbliver gode venner.
God fornøjelse med det. Håber du kunne bruge mit svar, ellers er du velkommen til at skrive igen.
Måske kan du også finde inspiration i artiklen Ét trin ad gangen er det mest sikre.
Kærlig hilsen
Lene