Kære K
Tak for din henvendelse.
Du føler dig medskyldig
Som jeg læser det, du skriver, er din ven forblændet af sin forelskelse i en gift kvinde, og de har indledt et forhold til hinanden. Det kræver tos beslutning at indlede et forhold, og måske spiller det en rolle for kvindens beslutning, at kvindens mand – efter hvad din ven siger – har forsømt hende på det det seneste. Kvindens mand er blevet klar over, at hun ser en anden og har bedt hende om at vælge mellem ham selv og din ven.
Du kender ikke ægteparret personligt, og de kender ikke dig. Alt, hvad du ved om dem er, hvad din ven har fortalt dig. Desuden har han valgt at fortælle dig om det forhold, han har indledt til kvinden. Den viden, du har, får dig til at føle dig medskyldig i det, der foregår. Det kan jeg godt forstå. Din ven har valgt at give dig en viden, som er besværlig for dig at have.
Du skal ikke sende noget til manden
Du anser det som din kristne pligt at hjælpe din næste, og dit spørgsmål er nu, “om du skal gøre noget eller bare blande dig udenom”. I forhold til manden, som din vens kæreste er gift med, vil jeg råde dig til ikke gøre noget. Jeg kender ikke indholdet af den bog og film, som du overvejer at sende til ham, men uanset hvad, vil han med stor sandsynlighed opleve det meget underligt at få tilsendt en film eller bog fra en kvinde, han ikke kender. Også selv om du eventuelt sender et forklarende brev med. Det er muligt, han har forsømt sin kone på det seneste, men du er ikke i en position, hvor du kan gøre noget ved det.
Tal med din ven
Derimod kan du gøre noget i forhold til din ven. Sig til ham, hvad du tænker om det, han har gang i. At han er med til, at et ægteskab går i stykker. I er venner, og netop derfor kan du gøre en forskel. Du gør ham klart, hvad du mener, netop fordi han er din ven, og fordi du derfor vil ham det allerbedste. Derved siger du sikkert ikke noget til ham, som han ikke ved i forvejen. Men han er forblændet af sin forelskelse og har derfor brug for, at en ven fortæller ham, hvad konsekvenserne vil blive af det, som han har gang i. Nøglen til en rigtig og god løsning på situationen ligger i din vens hånd. Han skal droppe det forhold, han har indledt til den gifte kvinde. Det vil give hende og hendes mand muligheden for at få klinket de problemer, som de måtte have i deres parforhold.
Du har begrænset ansvar
Som sagt kan jeg godt forstå, du føler dig medskyldig i det, du ved, din ven har gang i, og at du føler trang til at gøre noget. Din ven har givet dig en viden, som det er besværligt for dig at have. Men det er vigtigt, du skelner mellem, hvad der er dit ansvar, og hvad der ikke er. Som ven er det dit ansvar, at du gør din ven klart, at han er ved at gøre noget galt, og at han skal droppe det forhold, han har indledt til den gifte kvinde. Men det er ikke dit ansvar, om han gør det. Det er hans ansvar. Du har heller ikke noget ansvar overfor din vens kærestes mand. Du kender ikke ham, og han kender ikke dig, og du er ganske enkelt ikke i en position, hvor du kan hjælpe ham.
Din ven har ansvar for sine handlinger
Hvis din ven lytter til dine gode og rigtige råd til ham, har du været med til at redde ham – og dermed også ægteparret – fra meget smerte. Men husk: Dit ansvar slutter, når du har gjort ham forståeligt, hvad du tænker om hans handlinger. Det er alene hans ansvar, hvad han beslutter sig for. Det kan godt være, han føler sig lykkelig nu. Men den lykke, han jager sammen med en anden mands kone, vil altid være uløseligt forbundet med den nagende bevidsthed om, at han har gjort noget, som er helt forkert. For tiden undertrykkes hans dårlige samvittighed af den forblindelse, som hans forelskelse giver ham. Men på et tidspunkt vil forelskelses-forblindelsen ikke mere kunne klare denne opgave, og den dårlige samvittighed vil begynde at nage.
Det vil være rigtig godt for din ven, hvis han lytter til dig i denne sag. Men der er også en risiko for, at han ikke gør. Det er så ikke dit ansvar.
Flemming H. Møller