Ser bøsseporno og får rejsning – er jeg så bøsse?

Vis spørgsmål

Hej igen. Hvad hvis jeg godt kan lide at se bøsseporno og får rejsning af det, og jeg kan lide det lidt, men også tænder på at se almindelig porno, betyder det så, at jeg er bøsse? Jeg skrev ind med et spørgsmål, der hedder: “Drøm med homoseksuelt indhold – betyder det, at jeg er bøsse?”

Jeg vil gerne vide, om det gør nogen ændring? Og hvis der er mulighed for det, ville jeg gerne have svar fra den samme Ole.

Mvh den fortvivlede, 17 år.

SVAR:

Kære den fortvivlede

Tak for dit nye spørgsmål. Dit tidligere spørgsmål og svar er her:
Drøm med homoseksuelt indhold – betyder det, at jeg er bøsse?

Jeg har gjort mig nogle tanker, som jeg vil prøve at dele med dig.

Vi bliver påvirket

For det første spørger du, om jeg kan fortælle dig, om du er bøsse eller ej. I vores tid er der mange, som gerne vil sætte navne på andre og definere dem meget præcist. Især når det handler om at være bøsse/lesbisk eller ikke bøsse/lesbisk.

Jeg kan ikke definere dig på den måde. Det kan jeg ikke, fordi jeg ikke lever dit liv indefra og kender alle dine tanker og følelser. Det vil jeg heller ikke, fordi jeg synes, det er en stor magt, man tager i et andet menneskes liv, hvis man begynder at definere det. Og med den alder, du har, vil det slet ikke være på sin plads. Som du kan se af det svar, jeg henviste til sidst, er det ikke unormalt, at unge i din alder kan opleve at blive tændt af eget køn, uden at det betyder, de er homoseksuelle. Du kan fx læse det her svar til en anden, som er forvirret: 17 år og seksuelt forvirret – kan I hjælpe mig?

Definition

Jeg har også lyst til at bede dig overveje, hvorfor det er vigtigt for dig at få en anden til at definere dig. Jeg ved, du er fortvivlet og skrækslagen ved tanken om svaret. Er det nødvendigt for dig at få et svar nu og på denne måde?

Nu ved jeg heller ikke, hvad ordet bøsse helt præcist betyder for dig. For mig betyder “bøsse”, at man definerer sig som en, der lever et homoseksuelt liv, lever det ud eller vil leve det ud og definerer sig som sådan over for andre. Det har jeg ikke på fornemmelsen, at du gør. Der følger nogle gange en hel masse ekstra ting med, når man begynder at definere sig med ord som bøsse, lesbisk osv. Jeg er ikke engang sikker på, at der findes tilsvarende ord for heteroseksuelle

I min verden er der altså forskel på at sige om sig selv, at jeg har homoseksuelle følelser eller at sige, jeg er bøsse. Og forskellen ligger i, hvor høj grad man lever det ud, og hvor meget man gør det til en grundlæggende definition på sig selv.

Forvirring og tvivl 

Når vi i en kristen sammenhæng taler om identitet og definition, så er det i orden indimellem at være forvirret i livet. Det er vi alle på forskellige måder undervejs. Vi vokser og modnes undervejs og indimellem bakser vi med usikkerhed og tvivl.

Og husk på, at den som vel allerbedst kan definere dig, er Jesus, som du har talt om i dit tidligere spørgsmål. Gud kalder os til at blive dem, han har skabt os til at være, og hvis vi lytter, hvisker han indimellem til os, hvem vi er: Hvis du bekender dig til ham, er du hans barn. Du er dreng, ung mand, snart voksen mand. Du er søn, du er måske bror. Der er mange andre grundlæggende definitioner, som er vigtige.

Seksuelle følelser i teenagealderen

Hvad angår din seksuelle orientering, så ligger der selvfølgelig en form for fornemmelse af en retning, når du siger, at du ser bøsseporno og oplever rejsning af det, men at du også oplever det med heteroseksuel porno. Igen er jeg tøvende med at sige, at så er du nok sådan eller sådan, fordi jeg allerhøjst ville kunne sige, at du har en seksuel reaktion på billeder af mennesker, som er seksuelt ophidsede og har sex med hinanden, og at det gælder i både heteroseksuelle og homoseksuelle situationer. Men jeg tøver også, fordi jeg ved, at de seksuelle følelser vækkes enormt let hos teenagere, og bare talen falder på noget med sex, eller man ser en nøgen krop, kan der komme en seksuel reaktion.

Jeg kender ganske mange voksne mænd, der i dag definerer sig selv som heteroseksuelle, men som undervejs var i tvivl om deres identitet. Også om de var homoseksuelle, bl.a. fordi de oplevede en seksuel reaktion på noget, de så eller hørte om.

Lidt om porno 

Jeg har til sidst lyst til at udfordre dig lidt på, hvorfor du ser både homoseksuel og heteroseksuel porno. Bruger du det til at tage temperaturen på dig selv – om du nu er det ene eller det andet? Gør det dig noget godt at se på porno? (Udover den umiddelbare ophidselse.) Bruger du det til at sammenligne dig med andre? Ville det være en idé at lægge pornoen til side? Det lader til, at den også er med til at skabe din uro og fortvivlelse.

Læs mere i vores tema om porno.

Her kan du læse om onani:
Om onani – mest for drenge
Er onani synd?

Kære fortvivlede. Fortvivlelse er svært at være i, og en vej ud af den er at erkende, at du er lige der, hvor du er. Med de følelser, som nu er. Med frygten. Begæret. Forvirringen. Hele pakken.

Har du en kristen i nærheden, som du har tillid til og kan tale med? En som vil give dig lov til at være tilstede med usikkerheden? Ellers vil jeg opfordre dig til at finde en, du kan tale med om disse ting. Der kan være en stor lettelse i at være kendt – også i det skamfyldte, angstfyldte og forvirrende.

Jeg vil ønske dig så meget godt på din vej til at blive voksen mand.

Kh Ole

Opdateret 19.10.2020

Annoncer