Såret!!! - Hvordan glemmer jeg ham?

Vis spørgsmål

Hej med jer:) Jeg står i denne her situation, jeg har været sammen med denne her fyr i fire år, ved ikke hvad jeg skal kalde ham, når man er gået fra hinanden? Er meget forvirret, men vi gik fra hinanden for ca. tre uger siden. Jeg har kun grædt tre til fire gange, hvilket jeg ikke forstår, fordi jeg var/er så utrolig glad for ham, men ved det er bedst for mig, vi ikke er sammen længere, fordi han behandlede mig psykisk dårligt!

Han løj utroligt meget for mig og blev ved at sige til mig : Tro hvad du vil! Prøvede virkelig at tro ham, men vidste jo godt han løj, alle jeg kendte stoppede mig op og sagde, ved du godt han ligger og knalder hende pigen! Og når jeg konfronterede ham, sagde han igen : Tro hvad du vil, gider ikke høre på det.

Der var ufattelig mange problemer i det forhold, og jeg holdt ud i fire år, fordi jeg valgte bare at lukke øjnene, men fik det dårligere og dårligere, han var der aldrig for mig, hvis jeg havde en dårlig dag, sagde han bare jeg var negativ, i stedet for at lytte til mig og tale om det? og nu står jeg så tilbage, føler mig så alene og ensom, ønsker virkelig at komme videre men kan ikke tag skridtet! Ved ikke hvordan jeg bare glemmer ham.

Jeg mødte ham den anden dag, og han var virkelig glad for at se mig, men jeg var helt panisk og hjertet hamrede derud af, anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, havde lyst til at løbe alt hvad jeg kunne, jeg vil ikke være sammen med ham nogensinde igen! Men vil heller ikke smide ham ud af mit liv, han har været en del af det i fire år, kan ikke forestille mig mit liv uden :'( men savner at have en dejlig sød kæreste? Og er jo lige gået ud af det her forhold, hvorfor vil jeg så have et nyt? Men er ikke klar heller?

Er så forvirret og ekstremt ked af det indeni, men kan ikke græde, bliver ved at sige til mig selv at det ikke er fair, jeg skal have det sådan her, og det hjælper så jeg ikke bliver ked, men mere vred. Hvordan kan jeg glemme ham, så jeg bare kan komme videre! :(

Såret, 21 år

SVAR:

Kære “sårede”

Tak for din henvendelse til AdamogEva om din svære situation.

Brød med kæreste, som du ikke kunne stole på

Du fortæller, at du har været kæreste med en fyr gennem fire år og nu har brudt med ham. Du følte ikke længere, at du kunne stole på ham og kom frem til, at den måde, han behandlede dig på, ikke var i orden. Du fortæller blandt andet, at han knaldede med en anden pige, men ikke ville erkende det over for dig. Du fortæller også, at du ikke rigtig kunne snakke med ham om de ting i livet, som du synes var svært.

Nu er du så alene igen efter fire år, og det lyder til at være rigtig svært. Der er mange forskellige tanker og følelser, der blander sig med hinanden:

  • Forvirring
  • Ensomhed
  • Sårethed
  • Savn
  • Vrede

Det er ofte svært at tage gode og rigtige beslutninger

Lad mig starte med at sige til dig, at jeg synes, du har taget et godt skridt ved at slå op med denne fyr. For mig er det sådan, at når man har kommet sammen gennem fire år og har passeret de 21, så bør et parforhold basere sig på en vis modenhed og ansvarlighed. Det virker ikke til, at din ekskæreste havde denne modenhed og ansvarlighed over for dig. Derfor synes jeg, det er godt, at du nu har taget konsekvensen af dette og gjort forholdet forbi. Du har jo tydeligvis nogle værdier, som du lægger vægt på i et forhold: At man kan tale med hinanden om det, som er svært og at man kan stole på hinanden. Disse værdier har du valgt at holde fast i. Tillykke med det!

Jeg tror, at det, du har gjort, er det rigtige for dig. Selv om det er det rigtige, er det alligevel svært. Sådan tænker jeg, at det kan være med mange store beslutninger i livet. Det kan være svært at tage en beslutning om at flytte, om at gifte sig, sige sit job op og meget andet. Alligevel kan det være de rigtige ting at gøre. Det rigtige er ikke altid det nemme.

Lige nu er det svært for dig, fordi du har valgt at tage en beslutning, der er god for dig på længere sigt. Du har lige nu nogle svære følelser og du spørger, hvordan du kan komme videre.

Hav ikke travlt med at ‘komme videre’

Mit råd til dig er, at du ikke skal være så fokuseret på at komme ‘over på den anden side’. Det er en naturlig reaktion, når man oplever svære følelser, at man gerne vil videre. Trangen til at ‘komme videre’ kan medføre, at man skynder sig at pakke de svære følelser ned og ikke får dem bearbejdet. Det er ikke godt. Din måde at ‘pakke følelserne ned’ kunne måske være, at du hastede ind i et nyt forhold for at søge trøst og bekræftelse, efter at du er blevet svigtet af din tidligere kæreste. Det vil jeg fraråde dig. Giv dig i stedet tid til at mærke alle de følelser, du har og forhast dig ikke med at skaffe dem af vejen.

Brug tiden til at sunde dig og blive bevidst om, hvad der gik galt. Hvad kunne du have gjort anderledes, så det ikke kom så langt ud? Hvor var det, du svigtede dig selv og dine behov? Hvordan undgår du, at det kommer til at ske igen?

Brug anledningen til at lære dig selv bedre at kende

Lige nu mærker du ensomheden i at være alene. Benyt denne anledning til at lære noget om, hvem du selv er, og hvilke værdier du vil prioritere i dit liv. Brug tiden til at finde hvile i dig selv. Det er ikke godt at starte et nyt parforhold, der baserer sig på, at din nye kæreste skal give dig en hel masse, du savner. Lær at opfylde dine egne behov og finde ro i dig selv. Brug dine gode venner og veninder og lad tiden arbejde for, at du får bearbejdet dine sårede følelser. Vent med at søge ind i et nyt parforhold, til du har forholdet til din ekskæreste helt på plads og på afstand, så du ikke tager for meget ‘affald’ med dig ind i det næste forhold, som du så skal til at kæmpe med der.

Du fortæller, at der er gået to måneder, siden du slog op med din kæreste. Hvis du giver dig selv ro til at bearbejde det, som er sket, vil jeg tro, at du kan være kommet godt ud på den anden side om et halvt års tid. Hvis du ‘pakker det ned’ og ikke giver dig roen, kan hændelsen komme til at forstyrre dig i mange år fremover. Det kan medføre, at du ender i den samme situation igen, fordi du ikke for alvor har givet dig tid til at forholde dig til dig selv og dine behov.

Brug dit netværk og tal med andre

I den proces, som du er i lige nu, vil det være godt, at du får talt med nogen om de tanker, du går med. Det kan være familie og venner eller andre, som du føler tillid til. Det er ikke afgørende, at det er nogen, som kan fortælle dig, hvad du skal gøre. Jeg mener ikke, det er det, du har behov for. Det er jeg sikker på, at du selv finder ud af hen ad vejen. Det vigtige er, at de kan lytte til dig, så du kan komme ud med sorgen, vreden og frustrationerne. Måske har du brug for at prøve dig lidt frem, inden du finder den rette at snakke med. Igen er det vigtigt, at du giver dig tid.

Måske var dette ikke det svar, du havde håbet på. Jeg håber, at du alligevel finder det brugbart og bliver nysgerrig på, hvad denne oplevelse kan lære dig. Du har ikke fortjent at have en kæreste som ham, du nu har forladt. Du har fortjent noget bedre. Lad roen bære dig hen til det sted, hvor du med en ny erfaring og forståelse om dig selv, er klar til at gå ind i et nyt forhold, der tager afsæt i dine værdier. Kæmp dig ikke derhen, men lad roen bære dig.

De bedste hilsner fra
Benny

Annoncer