Rejsningsproblem og knude – kan I hjælpe mig?

Vis spørgsmål

Hej her i forummet. Jeg er en ung mand på 20 år. Jeg var som 15-årig sammen med min første kæreste og vi var sammen i lidt over et år, hvor vi havde sex regelmæssigt (4-10) gange ugentligt, uden problemer vel og mærket, kun allerførste gang.

Jeg var sammen med 2-3 det efterfølgende halve år efter (16-16½ år), hvor jeg heller ingen problemer havde med rejsning og samlejet.

Men så lige pludselig begyndte der at blive problemer med at få rejsning og mit problem er faktisk kun blevet værre og værre gennem de sidste ja nu 4 år. Jeg har haft en del 1 night og har også haft nogle lidt fastere sexpartnere ca.10-15 i alt de sidste 4 år.

Men for at prøve at gøre det kort, så har jeg næsten problemer hver gang, jeg skal have sex nu, hver anden gang jeg møder en ny, giver jeg op og hver anden gang lykkes det til sidst, efter en del besvær. Jeg ved ikke, om det er nogen psykiske problemer, der pludselig skulle værre opstået, eller om det kunne være fysisk.

Jeg mærkede desuden for ca. 2 måneder siden en lille hård knude på min ene testikel og desuden går min penis meget ned ad og er ret følsom på glansen.

SÅ mine spørgsmål er:

1. Kan knuden, skævheden og det med glansen have nogen indflydelse på rejsningen?

2. Tror i det er noget psykisk?

3. Skal jeg søge læge med knuden, det kunne være kræft?

4. Hvad kan jeg gøre ved mine rejsningsproblemer?

Jeg er meget påvirket, af alle mine spekulationer og kan knap nok sove om natten og føler mig virkelig pinlig, når jeg ikke kan få rejsning, så jeg håber, at i forstår mine problemer og i giver jeg tid til at svare på dem.

Mvh. mig.

SVAR:

Hej

Jeg har ikke tid til at svare på alle dine spørgsmål lige nu, men jeg synes, at du skal have et hurtigt svar på det med knuden.

En knude på testiklerne skal altid undersøges af en læge.

Så få en tid med det samme. Dog er det nok ikke kræft, hvis knuden ikke har ændret sig i 2 måneder.

Jeg vender tilbage med svar på det med rejsningsproblemet, men vil lige sige at det yderst sjældent har en fysisk årsag hos unge mænd. Du kan selv arbejde lidt med mulige årsager, indtil du hører fra mig igen.

Prøv at overveje hvad der har været af ændringer i dit liv, de sidste 4 år? Hvad gør dig tryg og utryg? Hvad længes du egentlig efter? Hvorfor har du søgt sex med så mange? Er det dybest set noget helt andet end sex, som du søger? Præstationsangst?

Dette er blot nogle spørgsmål, som kan hjælpe dig lidt i gang. Du kan også søge på emnet i vores artikler og svar. Der er allerede skrevet en del om emnet her på hjemmesiden.

Venlig hilsen

Lars Dysager, læge

Supplerende svar

Hej igen

Vedrørende spørgsmål 1: Knuden og følsomheden af glans giver ikke rejsningsproblemer. At penis krummer nedad, lyder jo ikke til at have været et problem tidligere, så det er det nok heller ikke nu.

Vedrørende spørgsmål 2: Ja, jeg tror, at årsagen til rejsningsproblemet er psykisk.

Vedrørende spørgsmål 3: Besvaret tidligere.

Vedrørende spørgsmål 4: Hvad du kan gøre ved dit rejsningsproblem. Du har formentlig allerede gjort dig en del overvejelser om årsagen blandt andet ud fra mine spørgsmål i mit foreløbige svar – og måske løst eller begyndt at løse problemet.

Måske er det slet ikke et problem, men din sjæl og krop der vil fortælle dig noget om dig selv, som får stor værdi for dig på længere sigt.

Dit hidtidige seksualliv, som jo har været præget af hyppig sex og mange forskellige partnere, kunne have været et surrogat – en erstatning – for nogle basale følelsesmæssige behov hos dig. Det kan være kærlighed, anerkendelse, tryghed, kontrol, magt … Du er måske på en måde blevet fejlernæret, og nu lider du under det.

Måske kan du have glæde af også at læse dette svar:

Hvordan kommer jeg fri af min afhængighed af bekræftelse?

Jeg kan jo ikke løse dit problem, men blot hjælpe dig til at tænke og forholde dig lidt bredere til dit ”problem”, så du kommer i gang med den proces, der er nødvendig, for at du fremadrettet kan få et godt og berigende forhold til din seksualitet.

Du kunne prøve at give dig selv ”fri” fra at skulle præstere med sex i en periode og på den måde få ro og energi til at overveje dit liv. Og hvis du havde været i et fast forhold, kunne I være blevet enige om, at fokus for jeres forhold ikke skulle være sex, men nærhed og venskab.

Læs mere om sex, følelser og tryghed her:

Sex og følelser

Vejen til god sex

Værd at vente på

Opsøg evt. yderligere hjælp

Måske har du brug for en at tale med, for at komme videre. Det kunne være en fag-person eller en anden person, som du har tillid til. Måske har du brug for, at din læge undersøger din krumme penis.

Jeg tænker, at du har et livs-arbejde foran dig. Spændende hvor det fører dig hen!

Jeg ved ikke, om du kan bruge dette svar. Du kan skrive igen, hvis du har brug for yderligere hjælp.

Venlig hilsen

Lars Dysager, læge

Annoncer