Kære fortvivlede kvinde
Tak for din henvendelse til brevkassen. Jeg vil gerne give dig tilbagemelding på det, du skriver.
Langdistanceforhold
Det første jeg vil kommentere på er, at I lyder til at bo langt fra hinanden. I sig selv kan det være en stor udfordring, da det sikkert ikke giver så meget mulighed for at ses, som I har lyst til.
Til sommer er der mulighed for at ændre på den situation. Det betyder, at jeres kæresteforhold kan få en ny chance, hvis du og I er klar på at ville og ønske det.
Syn på din kæreste
Du udtaler dig meget positivt om din kæreste:
- Han er sød, rolig, rummelig
- Han er det bedste menneske i verden
- Jeg kan se os bo sammen og få børn sammen
- Jeg var glad, når han skrev
Usikkerhed på forholdet
Samtidig med positive udtalelser om din kæreste, har du en række tvivlstanker:
- Vi minder for meget om hinanden
- Jeg har tanker om, at græsset er grønnere på den anden side
- Jeg har kysset med en anden til en fest
- Jeg har været tiltrukket af andre
- Jeg var ikke forelsket i starten
- I starten af forholdet havde jeg det ikke så godt og havde brug for en støtte
Input til overvejelser
Jeg vil gerne udfordre dig med nogle spørgsmål:
- “Jeg kan vælge at vande mit græs derhjemme med mulighed for, at det kan få fine vækstbetingelser og bliver grønnest.” – Er det en mulig tanke for dig?
- Er det muligt for dig at tænke, at der er mange forskellige måder at komme til at holde af hinanden? Forskning har vist, at forhold har mange startmuligheder. Nogle oplever at være totalt forelsket fra første øjeblik. Andre oplever, at kærligheden vokser lige så stille frem.
- Skal det have en chance, at I får mulighed for at komme til at kende hinanden bedre og på en ny måde ved, at I bor i samme by?
- Selvom I ligner hinanden meget, er det så en dejlig og spændende tanke at gå på opdagelse i, hvem han og du i virkeligheden er, hvis I får mere tid sammen?
- Du har tilladt dig selv at kysse med en anden. Hvordan vil det være at spørge dig selv om, hvad du måske savner ved din kæreste? Og kan og vil du dele med ham, hvad du kunne ønske dig?
Når du har overvejet og fundet svar på alle disse spørgsmål, giver det dig måske en fornemmelse af, i hvilken retning pilen peger: Skal vi stoppe forholdet eller give det en ny chance?
Måske kan du hente flere input i vores tema Hvordan finder jeg den rigtige? og i vores artikel Jeg er forelsket! – Eller er jeg?
Jeg vil ønske for dig, at du bliver afklaret, så du kan se, hvor den bedste vej for dig og jeres forhold går.
De bedste hilsner
Hanne Esmarch