Kære Turner-pige
Tak for dit brev og dine spørgsmål.
Jeg vil begynde med at ønske dig et stort tillykke med, at du er elsket af en fantastisk kæreste, som gør dig lykkelig, glad og forstår dig også på svære dage.
Forskellen på forelskelse og kærlighed
Hvad er forskellen på forelskelse og kærlighed? Jeg hørte for nylig dette ordsprog; “Kærlighed gør os seende, forelskelse gør blind.” Og det er netop, hvad der sker, når den første stormfulde forelskelse går over. I forelskelsens rus kan vi opleve at være temmelig overbærende, fordi vi ikke ser den andens fejl. Men når hverdagen melder sig igen efter forelskelsens rus, opdager vi pludselig, at han ikke altid er en superhelt. Og her er kærligheden altafgørende, for den får os til at se den anden, som han er, og til at elske på trods af fejl og mangler.
Jeg vil i det følgende give mine bud på dine spørgsmål.
Dine følelser er helt normale
“Men er det normalt, at have det som jeg har det?” Ja, det er helt normalt at have de følelser, du har, for der er dage i et seriøst parforhold, hvor der skal kæmpes ekstra meget for at få øje på kærligheden og grunden til, at man er sammen med netop den person. Et seriøst parforhold består ikke kun af forelskelse og sex, men det indebærer også hverdage, hvor der skal gøres rent og laves mad, vaskes op og tjenes penge, besøge familie og venner osv. Og ja, så bliver dagene måske lidt stressede og overskuddet lidt mindre til kærligheden. Men midt i alt dette er det vigtigt at huske på, hvorfor man er sammen, og hvad det var, man forelskede sig i fra starten. Det er også godt at minde sig selv om, at til et godt og sundt parforhold hører også et godt og fortroligt venskab fuldt af respekt og tillid. Du skriver selv, at du ikke tror, du kan finde dig en bedre kæreste og ven, og det er da fantastisk at høre.
Når tanken, om han nu også er den rigtige for dig, melder sig, er det værd at overveje, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side af hegnet. Sørg i stedet for at vande græsset på din egen side og pas godt på din kæreste og kærligheden. Jeg tror ikke, der findes nogle parforhold, som er perfekte – i så fald er det kun på film! I ethvert parforhold vil der komme grå hverdage, hvor kærlighedslivet ikke stråler så meget, men ligesom på en skyet dag kan det være godt at tænke på, at solen (kærligheden) findes et sted bag skyerne.
Kærlighed handler om at ville
“Hvorfor har jeg pludselig den her tvivl om vores forhold, som ikke vil gå væk?” Når du kommer i tvivl, tænker jeg, det handler om, at det er blevet hverdag, som du skriver, og I er ved at være forbi forelskelsesperioden. Jeg tænker, I er kommet til det punkt, hvor kærligheden er ved at fordele sig ud i alle afkroge, og hvor I får øje på de sider ved hinanden, som ikke er perfekte, men som hører med til det at lære et andet menneske at kende både indvendig og udvendig.
Tvivlsspørgsmål som: “Er han nu den rigtige?” “Hvad nu, hvis der findes en anden”, osv. opstår hos mange par. Til det vil jeg blot sige, at kærlighed i et parforhold også handler om at turde tage nogle valg og vælge ens partner til med alt, hvad det indebærer samt turde tage ansvar for det valg, også når tvivlen rammer. Kærlighed handler ikke altid om at føle, men om at kæmpe og ville hinanden uanset hvad.
Tal om frygten for fremtiden
“Er det bare, fordi jeg er bange for, hvad der kommer til ske?” Der kan være mange grunde til at frygte fremtiden, og du har dine. Ingen af os kan vide, hvad fremtiden indebærer, men det kan være en hjælp at tale med andre om den frygt, for så kommer du ikke til at gå alene med det. Jeg fornemmer, at du har et fortroligt forhold til din kæreste, og at I kan tale om tingene, så fortsæt endelig med det. Måske kunne det også være en idé, at I finder en at tale med, som I har tillid til, hvis I har brug for at få hjælp til jeres tanker og tvivl. Der findes også en del terapeuter, som man kan tale med, hvis problemet virker for stort. Du kan evt. se under Ressourcer, hvilke terapeuter AdamogEva.dk henviser til.
Du nævner, at du gerne vil have børn i en tidlig alder pga. turner-mosaik. Det kan jeg godt følge dig i, og det er måske også en faktor, der spiller ind, når du bliver bange for fremtiden. Jeg kan ikke lade være med at nævne, at det kan være en god idé at blive gift, inden man stifter familie. For mig er det en god ramme at begynde en familie i, da det markerer et synligt valg af hinanden og en forpligtigelse i forhold til at blive sammen. I kan evt. tage det med i jeres overvejelser, når I taler om at få børn.
Gør noget godt for din kæreste
“Går tvivlen væk igen, og hvad nu, hvis den ikke gør?” Ja, din tvivl går væk igen, hvis du er indstillet på, at kærlighedslivet og følelserne kan svinge. I de perioder, hvor du ikke kan mærke nogle følelser, kan det være en god idé, at du sørger for at gøre livet godt for din kæreste. Du kan fx invitere ham ud, gøre små, gode ting for ham i løbet af dagen: sende en sød sms, give ham massage, servere en god kop kaffe eller hvad han nu godt kan lide. Nogle gange hjælper det at gøre nogle af de ting, man selv sætter pris på. Det samme kan din kæreste gøre for dig.
Jeg vil anbefale jer at læse bogen “Pas på parforholdet, mens I stadig elsker hinanden” af Mathias Due, da den netop sætter spot på de spørgsmål, du stiller i dit brev.
Jeg håber, du har fået svar på dine spørgsmål, og at du kan bruge det til at komme videre i dit forhold, ellers er du velkommen til at skrive igen. Du kan evt. vise din kæreste dette svar og tale med ham om, hvordan I kan passe på hinanden og hjælpes ad, også når I ikke har de vilde følelser for hinanden.
Kærlig hilsen
Annette Hassingboe