Kære ”dig”
Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du har lyst og mod til at dele dine tanker med nogen.
Ikke normalt og slet ikke i orden!
Først vil jeg sige, at det er normalt, at forældre bliver sure og vrede og skælder ud engang imellem, og at forældre skændes, men som det foregår i din familie, er det ikke normalt og heller ikke i orden. Som du beskriver det, er det, som om I går med en tikkende bombe imellem jer og hele tiden skal være bange for, at din mor eksploderer. Det betyder nok, at du og sikkert også din far er blevet bange for hende, og for hvornår hun koger over.
Vi kan jo alle komme til at lave ting, som andre bliver sure og vrede over, og så kan det være ok at få skæld ud og komme videre. Men når det som hos jer er en trussel, der hele tiden er over jer, så kan det blive sådan, at du hele tiden skal passe på, hvad du siger og gør for ikke at gøre hende vred, og så kan du ikke rigtig slappe af sammen med hende.
Den dårlige stemning skaber stress og utryghed
Det er meget hårdt at være i en familie på den måde, fordi vi alle har brug for at kunne slappe af og lade skuldrene falde ned, når vi er i vores hjem. Når det ikke er muligt, kommer du til at gå med en dårlig og stressende følelse inden i hele tiden. Samtidig gætter jeg på, at du også ind imellem føler, du skal passe på din far, fordi det er ham, det går ud over, og han ind imellem bliver ked af det, og som du beskriver det er ”et nervevrag”. Det er helt normalt, hvis du har det sådan.
Som jeg kan se din beskrivelse, er der ofte en meget dårlig stemning i jeres hjem, og dårlig stemning er noget af det værste for et barn at være i. Det skaber stress og svære følelser, som er svære at komme af med.
For vanskeligt selv at skulle håndtere de svære følelser
Det bedste ville jo være, hvis du kunne snakke med din mor om det eller sige til hende, hvad det gør ved dig. Men for at kunne gøre det, skal du have tillid til hende, og det kan du forsåteligt nok ikke have til en ”tikkende bombe”. På den måde bliver du helt alene med de svære følelser og angsten for, hvornår hun bliver vred næste gang.
Jeg kan godt forstå, at smerten og ensomheden nogle gange bliver så stor, at du må have afløb for dem, og at det for dig kan være den eneste løsning at skære i dig selv, men jeg vil gerne forsøge at give dig nogle andre muligheder.
Ikke din skyld og ikke dit ansvar
Først og fremmest vil jeg gerne igen slå fast, at det ikke er sundt eller normalt, at ens mor bliver så sur og vred, heller ikke at dine forældre skændes så meget, som du beskriver. Det er også vigtigt at slå fast, at det ikke er din skyld eller dit ansvar. Det er dine forældre, som ikke magter at skabe et trygt hjem for dig, og det er på alle måder deres ansvar - ikke dit. Desværre er du, så vidt vi ved, den eneste, som magter at søge hjælp. Det er rigtig godt gået af dig, for det er ikke noget, du bare skal eller kan løse selv.
Du skal ikke gå alene med det
Når du nu har fået det så dårligt, at du skærer i dig selv, er det helt nødvendigt, at du får snakket med en voksen om det. Så jeg synes, det er vigtigt, at du overvejer, om der er en, du kan betro dig til, der hvor du bor. Måske en lærer eller sundhedsplejersken på din skole eller en i familien eller vennekredsen. Det skal være en, du har tillid til, og som du ved vil lytte til dig. Jeg ved godt, det er svært og grænseoverskridende, men det er rigtig vigtigt, at du får en voksen til at hjælpe dig med det. Det er ikke meningen, at du skal stå helt alene med det som 13-årig.
Dine forældre har det fulde ansvar
Jeg ved ikke rigtig, hvordan dit forhold er til din far, men jeg synes, det er en god ide, hvis du snakker med ham, om hvordan du har det. Din mor og far er dine nærmeste omsorgspersoner og dem, der skal passe på dig. Det magter de ikke rigtig altid, men det er alligevel vigtigt, at han forstår, hvad deres skænderier og dårlige stemning gør ved dig.
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, du får det bedre. Hvis du har brug for det, er du meget velkommen til at skrive igen.
Måske kan du også få noget ud af at læse de her svar til andre:
Skærer i mig selv - hvad kan jeg gøre i stedet?
Hjælp! jeg cutter og kan ikke stoppe - hvad gør jeg?
Mvh. Kirsten Kirk Christensen