Kære Den fortvivlede
Tak for den tillid, du viser os på AdamogEva.dk ved at lukke os ind i din fortvivlelse. Lige så skønt det er at være i et forhold, hvor éns behov for nærhed mv. bliver opfyldt, lige så fortvivlende kan det være at være i et forhold, hvor éns behov ikke bliver opfyldt, og man derfor let kommer til at tvivle på sit eget værd.
Denne tvivl fornemmer jeg også har ramt dig – for kan din kærestes manglende lyst til sex have noget med dig at gøre? Lad mig besvare dette spørgsmål som det første, for det kan gøres ganske kort: Årsagen til din kærestes manglende sexlyst skal ikke findes hos dig. Det skyldes ikke noget, du har gjort eller ikke gjort.
Manglende sexlyst
Der er meget stor forskel på, hvor meget lyst til sex den enkelte har, og det gælder for både mænd og kvinder. Det er derfor vanskeligt at sige, hvad der er normalt. Manglende sexlyst er ikke i sig selv et problem. Manglende eller begrænset sexlyst er kun et problem, hvis man er i et forhold, hvor den anden har mere sexlyst.
Manglende sexlyst kan have mange forskellige årsager, og jeg kan derfor ikke give dig et svar på, hvorfor netop din mand ikke længere har lyst til sex med dig. I stedet vil jeg skrive lidt til dig om mulige forklaringer på manglende sexlyst mere generelt.
Du skriver, at din mand tidligere har haft problemer med, at han ikke kunne holde så længe, og at han en enkelt gang ikke har kunnet holde rejsningen. I har fået løst de nævnte udfordringer, men alligevel kan de stadig fylde for din mand. Måske frygter han, at noget lignende kan ske igen. Der kan altså være tale om en form for præstationsangst som årsag til manglende sexlyst.
Desuden er det også meget naturligt at lysten til sex falder med alderen. Det sker ikke for alle men for mange. Da din mand er noget ældre end dig, kan det være, at hans sexlyst bare ikke længere er så stor som tidligere i livet.
Lysten til sex påvirkes også af mange andre ting i livet. Mange oplever således at have mindre lyst til sex, hvis de er trætte eller måske befinder sig midt i en stresset eller blot travl periode. På den måde kan fx arbejdslivet også påvirke sexlysten og dermed forholdet til partneren.
Hvad kan du gøre?
Jeg har desværre ikke nogle helt konkrete råd til dig, som vil løse jeres udfordring med din mands manglende lyst til sex. Generelt vil jeg dog fraråde dig at lægge for stort et pres på ham, da pres sjældent fremmer lysten til noget som helst.
Derimod vil jeg råde dig og ham til at tale om problemet – og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor der ikke er lagt op til sex. Måske vil I have brug for professionel hjælp fra en psykolog, terapeut eller sexolog for at komme helt til bunds i årsagen til den manglende sexlyst og finde en løsning på jeres forskellige ønsker og behov på det seksuelle område, så I begge kan trives i forholdet.
Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig og din mand lidt på vej til igen at finde nærheden og lysten til hinanden.
Jette