Min kæreste er gået fra mig - hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Hej igen adamogeva. Jeg er en dreng på 17 år. Jeg har skrevet ind før om, at jeg skulle snakke med min kæreste osv, og nu er hun gået fra mig. men nu står jeg så med det store problem om, at jeg har 2 blandede følelser og ved ikke, hvad jeg skal gøre.

1. Jeg ved ikke, om jeg skal give mig til at stortude, eller om jeg skal være glad.

2. Jeg har lysten til at tage livet at mig selv, fordi jeg ikke føler, jeg er noget uden hende. De tanker flyver rundt og rundt og rundt og rundt, i mit hoved, og jeg synes snart, jeg har prøvet alt! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg kan ikke rigtig 'samle' mig selv igen. Jeg føler virkelig mit hjerte er rykket ud og blevet smidt på jorden og hoppet på. Har det også på en måde, som om jeg vil være alene med mig selv. Men jeg vil også gerne have en at være sammen med, så jeg kan tænke på noget andet. Og det er så svært for mig, for jeg har virkelig aldrig haft så stærke følser for en pige, som jeg havde for hende. Føler heller ikke jeg er mig selv?

Nu er jeg en, der er glad for at lave motorer, og lige nu går jeg f.e.k.s og laver min baneracer scooter, og når jeg slår mig eller river mig på en skrue, så gør det slet ikke ondt, det er som om, jeg har mistet mine følelser. Når man kommer til skade, gør det jo ondt på mange, men synes ikke jeg kan mærke. Føler også jeg har mistet alle mine kræfter, jeg gider ikke rigtig lave noget, jeg gider ikke rydde op efter mig selv alle sådan nogle små ting, Og har nogen gange svært ved at komme ud med mine følelser og hvad jeg vil sige, og det er træls for mig, for går jo bare og brænder inden i mig. Ved ikke om i har nogen svar/råd til, hvad jeg skal gøre?

Hilsen Holm

SVAR:

Kære Holm

Hvor er jeg ked af det på dine vegne - du kan tro, jeg kan leve mig ind i din situation, for jeg har selv prøvet at blive vraget af en kæreste, som jeg var meget glad for.

Dine reaktioner er helt naturlige

I dit spørgsmå kan jeg se, at du midt i sorgen trods alt oplever en forløsning og lettelse, fordi du nu ved, hvad du skal forholde dig til. At du så kan opleve lyst til både gråd og latter samtidig er helt naturligt. Det er heller ikke ualmindeligt, at man som du tænker, at det er nemmest, hvis livet var slut. Det er bestemt ikke ualmindeligt at "lege" lidt med tanken om at begå selvmord, men du må love mig, at du må betro dig til nogen, hvis det bliver til mere end en tanke i ny og næ - selvmord er absolut ikke en mulighed!

Læs mere om kærestesorg her: Jalousi og kærestesorg

Fortsæt endelig med at skrive

Du fortæller, at det nogle gange er svært for dig at komme ud med dine følelser. Det undrer mig, fordi jeg synes, at du er rigtig god til at beskrive din situation og dine følelser med stærke og genkendelige billeder. Du behøver ikke at føle dig bundet af, at du skal gå i detaljer over for andre. I stedet tror jeg, at det kan være en styrke for dig at skrive dine følelser, enten i dagsbogform eller som digte.

Gør også andet - og gå ikke alene med det

Jeg synes, at det er rigtig godt, at du bruger tid på din scooter, fordi det også hjælper dig med at få lidt pause fra din kredsen om dig selv og din smerte af og til, ligesom jeg også synes, det er vigtigt, at du har en tæt kontakt med dine kammerater og din familie. Desuden vil jeg henvise til mit svar til dit første spørgsmål: Angst for at min kæreste vil gå fra mig - hvad gør jeg?

Der er håb om heling

Jeg kan ikke fortæller dig, hvor lang tid der går, før du bliver dig selv igen, det afhænger af mange ting - tro mig, det bliver bedre, også selv om det kan synes svært at tro på. Ting ta´r tid - det gælder også heling af et nedbrudt sind.

Mange gode hilsner

Henrik

Annoncer