Kan I hjælpe med et spørgsmål om kærester og veninder?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 11 år, og mig og en dreng fra min klasse har været kærester i et år, indtil han slog op for ca. 14 dage siden, og siden da har jeg stortudet hver dag.

Og så fik jeg en besked fra min bedste veninden, hvor der stod, at hun gerne ville snakke med mig, så jeg ringede til hende og spurgte, hvad det var, hun ville sige, og så sagde hun, at hende og den dreng, jeg havde været kærester med, var blevet kærester. Og nu er jeg i tvivl, om jeg skal være sur på hende eller om jeg skal være glad på hendes vegne.

Pige, 11år

SVAR:

Kære 11 årig

Tak for dit spørgsmål.. Det er jo ikke en sjov situation at være i.

Sur eller glad?

Du ved ikke, om du skal være sur eller glad. Jeg kan ikke sige, hvad du skal være. Men du kan selv finde ud af, hvad du føler. Er du sur? Er du glad på din venindes vegne? Eller er du vred eller ked af det? Hvad betyder det for dig, at de er kærester?

Følelser er aldrig forkerte!

Du skal give dig selv lov til at have de følelser, du har. Du skriver, at du har stortudet, siden han slog op, så det tyder på, at du er ked af det. Og det kan jeg godt forstå, hvis du er. Din sorg kan også blandes med andre følelser, når din veninde pludselig bliver kæreste med ham. Du føler dig måske svigtet af både ham og hende. Jeg kan godt forstå, hvis du er ked af det og vred.

Gå ikke alene med alle dine følelser

Mit råd til dig vil være at snakke med nogen om, hvordan du har det. Måske en voksen, du har tillid til. De fleste voksne kan godt huske, hvordan det var at være 11 år.

Og så vil det måske også være en ide at snakke med din veninde, så I kan bevare jers gode venskab, og så du ikke går og hober en masse følelser op. Hun kan sikkert godt forstå, at du er ked af det.

Venner og kærester

Og så vil jeg opfordre dig til at tænke lidt over, hvordan I er sammen som venner og kærester i 11 års alderen.

Nu ved jeg ikke, hvordan I var kærester. Om I holdt hinanden i hånden eller mere. Om I var meget alene sammen eller sammen med mange.

Det er godt at have både drenge- og pigevenner. Og når man er 11 år, er det ikke godt at binde sig til èn og være kæreste, det kan i hvert fald godt blive ret så svært og meget sårbart, det har du lige selv erfaret. Det er meget bedre at være rigtig gode venner og gøre ting sammen med andre.

Prøv at læse denne artikel: Pigevenner og drengevenner

Læs også nedenstående link og de link, der er i svaret:

Hvordan takler vi på 11-12 år de store følelser?

Og så vil jeg ønske dig alt godt fremover.

Kærlig hilsen

Hanna Kiel

 

Annoncer