Hej J
Tak for dit spørgsmål. Jeg forstår godt, at det er en rigtig ærgerlig situation at være i for jer begge.
Ærlighed er bedst
Jeg synes, du har gjort det rigtige ved at fortælle hende sandheden. Et godt parforhold kræver ærlighed, tillid og trofasthed. Når en part i et forhold svigter og ikke er trofast, vil det give udfordringer. Det lader til, at du selv har oplevet et form for svigt, og det samme har din kæreste nu oplevet.
Når tilliden brydes, kræver det tilgivelse og tid til at genoprette en god relation. Jeg vil tro, at din kæreste har brug for lidt tid til at reflektere over det, som er sket, men også over hendes tidligere fejltrin, som du nævner.
Måske kan I begge få noget ud af at læse vores artikler
Den nødvendige tilgivelse
Når fortiden gør ondt
Tid til overvejelser
Jeg vil opfordre dig til, at I giver hinanden lidt tid, hvor I hver især kan mærke efter, hvad der fungerer godt imellem jer. Tænk over, hvad I er glade for ved hinanden. Hvad I giver af gode ting til hinanden. Prøv også at reflektere over, hvad I hver især har at arbejde med, for at jeres forhold kan styrkes.
Overvej også, hvad der skal til, for at I begge kan have fuld tillid til hinanden. Det er ikke sundt, hvis man i et parforhold konstant skal være usikker på, om man er trofaste over for hinanden.
I kan måske hente inspiration i vores tema om kæresteliv.
Aftal at mødes
Giv måske hinanden nogle dage til at overveje dette. Aftal, hvornår I skal mødes for at snakke tingene igennem. Her tror jeg, det er vigtigt, at I mødes og ikke bare tager det over telefonen.
Jeg ønsker jer held og lykke.
Venlig hilsen
Asbjørn Overby