Skal jeg ignorere hans kys med en anden og komme videre?

Vis spørgsmål

Hej 

Jeg er en pige på 18 år, som for nylig besluttede sig for at tage sin kæreste tilbage. Jeg var selv den der slog op, da jeg ikke følte, jeg kunne give det samme til ham. Det var ofte mig, der var meget dominerende i forholdet, og jeg følte mig som den “dumme”, der skabte alle skænderierne. For at beskytte ham (og mig selv for den sags skyld), valgte jeg derfor at slå op.

Jeg kom dog frem til, at jeg faktisk elskede ham helt ligeså meget, som han gjorde med mig. Det resulterede i at jeg skrev og ville høre, om han ville prøve igen. Det ville han gerne, og det var ham, der spurgte, om vi ikke skulle blive kærester igen, og jeg var lykkelig over, at han ville det og mig en chance til.

Men det gik dog helt galt i går. Han skrev til mig, at han var taget til fest og havde kysset lidt med en pige. Han havde hurtigt skubbet hende væk, da det var hende, som lagde op til kysset. Han kyssede hende dog igen, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal have det med det. Vi har altid haft meget klare regler om, hvordan man er overfor venner og veninder. Man må godt have venner af modsat køn, men man selvfølgelig holder sig til hinanden. Pigen, han kyssede med, kendte han ikke. Han har sagt, at han fortryder, og at han ikke vidste, hvad der gik af ham. Han var fuld og tænkte sig ikke om.

Nu er jeg i tvivl, om jeg skal ignorere, at det er sket og så sige, at vi nu står 1-1, for at jeg slog op, og han var utro? Eller er han ikke det værd, og jeg dermed skal slå op og komme videre?

I

SVAR:

Kære I

Hvor er det godt, du skriver. Nogle gange slår livet knuder, og det kan være godt at vende situationen med andre, inden man handler.

Jeg har læst dit brev et par gange og har tænkt en del over det de sidste par dage. Jeg har masser af spørgsmål, som du kan arbejde med selv og måske også et par stykker til din kæreste (hvis han synes).

Jeg deler mine tanker med dig, og det er meget vigtigt, du forstår, at du (og han) bedst ved, hvad der foregår mellem jer. Jeg er ikke ekspert, men jeg kan gætte og stille spørgsmål.

Vis at du respekterer ham

Du fortæller, at du har slået op, og at I har fundet sammen igen efter lidt tænketid. Du fortæller også, at det er dig, der har slået op, og din kæreste, der har taget initiativ til, at I er sammen igen. Det betyder, at din kæreste har oplevet, at han er blevet afvist – og at han har bragt jer sammen igen.

Du fortæller også at du “var den dominerende og skabte konflikter”. Måske kan hans selvfølelse og stolthed være en lille smule slidt? Når han skubber pigen væk, kan det være et spontant udtryk for, at han elsker dig – og når han kysser hende igen, kan det være fordi, han kunne lide at føle sig maskulin og tiltrækkende. Men jeg gætter bare.

Hvis du helt oprigtigt respekterer ham og oplever ham som maskulin, så vis det på alle tænkelige måder. Mit gæt er, at han har brug for at vide det. Og måske har du også brug for at vise det?

Vær detektiv i jeres forhold

Jeg har også tænkt over den dynamik, der var i jeres forhold før. Hvad handlede det om? Hvorfor og hvornår opstod konflikterne? Hvad mener du, når du siger, at det var dig, der skabte dem og var dominerende? Har du ubevidst skubbet til ham for at få ham til at sige fra? Eller kan du lide at være dominerende? (Det lyder ikke sådan!)

Hvad længes du efter? Længes du efter, at din kæreste kridter banen af og markerer sine grænser tydeligere? Man kan godt få et nyt forhold uden at få ny partner. Men det kræver, at man taler ærligt sammen og tør gøre noget andet, end man plejer. Hvad længes din kæreste efter? Hvilken slags forhold drømmer I om? Hvad får jeres hjerter til at banke? Og er det noget, I kan bygge op sammen?

Jeg vil varmt anbefale jer at få tænkt grundigt over det hver for sig og få talt ærligt om det. Jeg kan tage fejl, men det lyder, som om I begge måske vil trives bedre med et andet forhold end det, I havde før. Kun tiden kan vise, om det skal være med hinanden eller nogle andre.

I kan evt. bruge vores artikel Hvordan lærer du din kæreste at kende? som guide til at lære mere om jer selv og den anden.

Tilgivelse skaber nye veje

Mit bud er, at den pige ikke er vigtig for din kæreste, og at hun gør ondt på dig. Men prøv at få snakket ud om det og lad det fare, hvis du kan. Hvis han ikke har gjort det før og ikke gør det igen, er hun sikkert mest et symptom på de udfordringer, der er I jeres forhold lige nu. Jeg vægter, som du og din kæreste, trofasthed meget højt. Så det er ikke af ligegyldighed, jeg skriver det.

Tilgivelse er at kalde tingene ved deres rette navn, græde ud, tage ansvar, sige undskyld og give slip, så bitterhed og mistro ikke slår rod. Det er en helt nødvendig ting i langtidsholdbare forhold. Vi er alle mennesker med de begrænsninger, der følger med, og det må vi bære – for kærlighedens skyld – både i forhold til os selv og til dem, vi elsker.

Måske kan du/I få nogle brugbare input ved at læse vores artikler Konflikter i parforholdet og Den nødvendige tilgivelse.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget godt og ønsker, at kærligheden må blomstre mellem dig og din kæreste!

De bedste hilsner
Anne Kathrine

Annoncer