Hej med dig
Jeg kan godt forstå, du har en masse tanker om det at skrive med én på Facebook og Snapchat og aldrig have mødt ham i virkeligheden. Og jeg vil meget gerne give dig mit bud på et svar.
Forelsket på nettet
Når man kommer i kontakt med en sød person, som man har god kemi med, så kan det udvikle sig til en forelskelse. Der sker det samme inde i kroppen, ligemeget om man møder personen i den fysiske verden eller fx på Facebook. Så man kan godt blive forelsket i én, uden at man har mødt hinanden. Man kan blive glad indeni og få sommerfugle i maven af at tænke på personen og de søde ord, billeder og beskeder. Og sådan er der faktisk flere og flere, der mødes og får kærester eller venner, fordi de sociale medier fylder mere og mere i vores hverdag. Så du er ikke unormal eller mærkelig, fordi du har kontakt med ham, du skriver om.
Du kan evt. læse svaret til en anden, der spørger om noget lignende: Kan jeg virkelig få følelser for en, jeg ikke har mødt?
Den ægte vare
Du skriver, du er ret sikker på, at fyren er ægte. Og når du selv bringer det på banen, vil jeg også lige nævne for dig, at man kan blive snydt på nettet. Desværre er det bare ikke alle, der er dem, de udgiver sig for at være – og derfor er det en god ide at overveje, hvordan du passer bedst muligt på dig selv.
Når I kender mange af de samme venner, så kan du evt. spørge nogle af dem, om de ved, hvem han er. Måske også om han er sød eller bare, hvordan han er. Og hvis I engang gerne vil mødes, kan du jo tage nogen med, så du ikke er alene.
På siden Kontrol over dit privatliv på nettet kan du finde en masse gode ideer til, hvordan du skriver, og hvad du deler på nettet, så du passer godt på dig selv og dine grænser.
Skal/skal ikke
Du spørger, om du skal blive ved med at skrive med ham eller droppe ham. Og her findes desværre ikke bare ét rigtigt svar. Det er noget, du selv må prøve at mærke efter. Måske kan du stille dig selv de her spørgsmål:
- Hvad siger din fornemmelse?
- Er han én, du ikke kan lade være med at tænke på?
- Har du lyst til at kaste dig ud i det og se, hvad der sker?
- Eller vil du helst ikke gøre så meget?
- Vil du fortryde, hvis du ikke gør et eller andet?
- Eller vil du helst undgå at blive såret, hvis det ikke går?
- Vil du vente og se, om han gør noget?
Der er mange spørgsmål, du kan stille dig selv for at finde frem til den bedste løsning. Hvis han er den ægte vare og bare rigtig sød og gerne vil dig, så kan det sagtens lade sig gøre at blive kæreste med én, som man har mødt på nettet. Samtidig er det også helt fair, hvis du ikke føler for at gøre mere. Den løsning er også 100 % okay. Så mærk godt efter, hvad du synes og snak evt. med en god veninde om det. Det kan være rart at få andre tanker og øjne på sagen.
Du kan måske også få noget ud af at læse de her artikler:
Ét trin ad gangen er det mest sikre
Pigevenner og drengevenner
Jeg er forelsket! – Eller er jeg?
Jeg vil krydse fingre for, at du finder den helt rigtige løsning. Held og lykke med det.
De bedste hilsner
Mai