Kære L
Mange tak for din henvendelse til AdamogEva.dk.
Som jeg forstår din henvendelse, har den ulykkelige forelskelse fyldt rigtig meget for dig det sidste halve år. Du er kørt fast, og det er rigtig fint, at du nu søger en løsning på dit problem ved at henvende dig til os.
Et stort tab - et håb, der bristede
Når man snakker om tab, kan det være rigtig mange forskellige ting, og kun den enkelte kan vurdere, hvad der er tab for netop mig. Men det, der er fælles, er, at man har mistet noget meget værdifuldt for èn. Som jeg læser din henvendelse, havde du virkelig troet, at det skulle være jer, men hun sprang fra lige til sidst. Det, at hun har vist sin interesse for dig, er jo med til at forstærke de håb og drømme om en fælles fremtid, som du har haft. Det er altså et tab, du er og har været igennem, og det kan tage tid at komme på den anden side. Der kan ikke gives nogen fast regel for, hvor lang tid, det tager at komme igennem et tab.
Når man oplever et tab, som du har gjort, er det rigtig vigtig først at anerkende, at det netop er et stor tab for en. Det hjælper ikke at tænke, at det jo er noget pjat, og nu må man tage sig sammen.
Find en at snakke med
Derimod tror jeg, det kan være en hjælp at få sat ord på følelserne, på de bristede drømme og at det, du havde håbet på og set frem til, bare ikke blev sådan... Ja, alt det, du oplever i forbindelse med, at det ikke blev jer. Derfor vil det være en god ide, at du finder en, du kan snakke med. En, der kan spørge ind til, hvordan du har det. Det er nemlig gennem samtalen, jeg tror, du kan komme videre. Find en, der vil være god til at lytte til dig, gerne en der er lidt ældre. Det er selvfølgelig vigtigt, at det er en person, som du har tillid til og har en tro på, at vedkommende vil tage dig alvorlig. Jeg er ret overbevidst om, at det er vejen frem. For at kunne tage noget nyt ind, skal man have "sagt farvel" til det håb, der bristede.
Det kan tage tid
Du må være tålmodig. Med stor sandsynlighed er det ikke gjort med at fortælle det én gang, og så er alt fint. Det er en proces, der kan tage tid og måske en del samtaler, før du får en oplevelse af, at det bliver bedre.
Det kan være forskelligt fra person til person, hvad der skal til, for at man bedst kan komme videre. For nogle kan det også være en hjælp at lave en slags dagbog og skrive sine følelser og tanker ned. Det gælder om at udtrykke det, du går med på den måde, der fungerer bedst for dig, men husk - det er en proces og kan tage noget tid.
Måske kan du også hente inspiration under temaet Kærestesorg.
Jeg ønsker for dig, at du må komme videre og kunne glæde dig over at se fremad.
Med venlig hilsen
Dennis