Hej!
Tak for dit spørgsmål til os. Det lyder, som om du har mødt en fyr, der virkelig har slået benene væk under dig. Samtidig oplever du, at han har taget afstand, fordi han mener, du fik følelser for hurtigt.
Følelser
Jeg lægger mærke til, at du skriver, du ikke kan få ham ud af hovedet. Samtidig skriver du også, at du overhovedet ikke har følelser for ham. Det lyder mest af alt, som om du faktisk har en del følelser for ham, men måske er bange for at indrømme det, fordi du oplever, det skubber ham væk.
Jeg vil foreslå dig to trin:
Trin 1: Hvad føler du?
Jeg tror, det er vigtigt, at du selv bliver klar over, hvilke følelser du har for fyren. Hvad tænker du om ham? Hvorfor kan du godt lide ham? Tror du, I er et godt match?
Måske kan du få nogle input ved at læse vores artikel Jeg er forelsket! – Eller er jeg?
Trin 2: Hvad vil han?
Hvis du bliver klar over dine følelser og tænker, at I er et godt match, synes jeg, du skal få en afklaring med ham. Jeg forstår godt, hvis du er forvirret over ham. Du skriver, at I har skrevet sammen hver dag, at han var hjemme hos dig i en weekend, at han kaldte dig smukke ting, og at han lagde op til jeres første kys. Derfor virker det modsatrettet, at han pludselig trækker sig.
Respekter hans afgørelse
Derfor er det også helt fair at bede ham om at finde ud af, hvad han vil dig. Har han følelser for dig? Afklar med ham, om han gerne vil lære dig bedre at kende, men bare skal bruge mere tid. Det kan også være, at han bare syntes, flirten var hyggelig, men ikke ønsker mere – så må du respektere det. Hvis han ikke er “på”, er det rart for dig at vide, så du kan prøve at komme videre. Det er ikke godt unødigt at holde fast i nogle følelser, hvis de ikke er gengældte.
Opsøg en, du stoler på
Du skriver også, at du har svært ved flirt grundet din fortid. Jeg vil opfordre dig til at opsøge en, du stoler på og dele det, der er svært fra din fortid. Alternativt kan du også opsøge professionel hjælp. Jeg tror, det er vigtigt ikke at gå med sådan nogle ting for sig selv.
Jeg håber, du finder ud af det hele og ønsker dig alt det bedste!
Kh Charlotte