Kære forvirrede forholdspige
Tak for dit brev. Når jeg læser dit brev, kan jeg godt forstå, at du er fortvivlet og usikker på dine forhold, og hvad du skal vælge.
En affære på nettet
Du skriver, det kom bag på dig, at du pludselig begyndte at have følelser for din online-ven, og at det kunne komme dertil, hvor du måtte slå op med din kæreste. Det, du er landet i, og som har gjort dig usikker i forhold til både din kæreste og online-fyren, handler om, at du har haft en affære på nettet, som endte med et fysisk møde.
Jeg vælger at se på det som utroskab, fordi det stod på, mens du var sammen med din kæreste. Jeg håber også, mit svar kan give dig en forståelse for, hvilke mekanismer der går i gang, når man er utro over for sin partner, hvad enten det er fysisk eller virtuelt.
Det er helt naturligt, at vi indimellem kan føle os tiltrukket af et menneske, som ikke er vores partner. Det er der ikke noget galt i – det er blot et tegn på, at vi er i live og har følelser. Men der er stor forskel på, om man vælger at følge sine følelser eller ej, hvis man er i et fast parforhold.
Forførelse
At lade sig forføre eller være forfører kan skyldes mange ting. Måske savner man spænding i sit liv; måske savner man at høre smigrende, søde ord fra en, der har tid til at lytte og er interesseret i, hvad man laver. Måske savner man samtaler, hvor man bliver forstået, deler tanker og fortrolighed osv. Måske opdager man ikke eller fortrænger, at man langsomt er ved at bevæge sig ind på et område, hvor det bliver til mere end blot et venskab.
Hvad utroskab er
Jeg tænker, der er tale om en affære/utroskab, når man bryder den aftale, som langt de fleste par har om, at det “kun er os to”. Når man er i et parforhold, ligger der som regel nogle forventninger til, hvad der er tilladt inden for parforholdsrammerne, samt hvornår man bevæger sig ud i noget, som kan opleves af den anden som et brud på parrets indbyrdes aftale.
Man kan derfor sagtens være utro og have en affære, uden at der er sex involveret, fordi den anden part kan føle sig svigtet og bedraget, hvis fortroligheden og tilliden brydes og deles med en tredje part.
Utroskab involverer ofte et af følgende fire elementer:
- Følelser for en anden, der til tider kan vise sig at være stærkere end til partneren
- Fortrolighed med en anden, når man deler tanker, følelser og oplevelser med en tredjepart, som man udelukker partneren fra
- Hemmeligheder og løgne overfor partneren
- Sex med en anden – fysisk eller hvis man deler intime billeder og lignende på nettet
Jeg ved ikke, om din kæreste kender til dit forhold med din online-ven, og hvordan han har reageret på det. For de fleste partnere vil det være meget sårende at vide, at der er en tredjepart på banen, som stjæler opmærksomhed, som bliver den fortrolige, og som kommer ind og tager pladsen på det intime område.
Min pointe med at kalde det utroskab er at få dig til at forholde dig til, om du kan forsvare over for din kæreste, at du fortsat har kontakt med din online-ven, som vil gøre alt for at få dig tilbage. Så længe du har det og dermed lader en bagdør stå åben, kan det blive svært for dig og din kæreste at opbygge tillid og tryghed i forholdet igen. Din kæreste har krav på at vide, om du vil ham 100% eller ej, og om han kan stole på dig.
Træf et valg
Jeg kan, som du skriver, ikke tage beslutningen for dig, men jeg vil helt klart opfordre dig til at tage et valg og forholde dig til, om du vil forholdet eller ej, inden du flytter sammen med din kæreste igen. En kærlighedsrelation er ikke kun afhængig af følelser; det handler også om forpligtelse, vilje og en beslutning om at ville elske og investere i parforholdet, også på dage hvor det føles som leverpostej.
Om du skal blive sammen med din kæreste er kun dit valg, og du skal ikke træffe det ud fra, om du skuffer andre, men ud fra om du – når alt kommer til alt – elsker din kæreste og vil være sammen med ham. Så længe du har et ben i hver lejr, risikerer du at holde liv i dit tankemylder og fantasier. At være i et parforhold handler som sagt også om at vælge partneren til og leve sine fantasier ud sammen med ham i stedet for at fantasere om en anden.
Tal med din kæreste
Det vil helt klart være en god ide, at du taler med din kæreste om, hvordan du har det: at en del af dig elsker ham, og en anden del er i tvivl. Du kan også overveje at fortælle din kæreste, hvad det er, du længes efter i forholdet til ham. Måske længes du efter, at han viser dig mere interesse, at du mærker hans vilje til at kæmpe for dig, at han gider tale med dig om alt muligt, bruge tid sammen med dig osv. Måske var det noget af det, der fascinerede dig ved din online-ven mere, end at du var forelsket i ham?
Hjælp til at stoppe tankemylder
Her er et par tanker, som du kan reflektere over, når du begynder at have tankemylder og overvejelser om, at en anden vil være en bedre partner for dig end din nuværende kæreste:
- Sammenligner du din partner med en anden?
- Hvad får dig til at tro, at det kan blive bedre med en anden?
- Hvad er det, du savner i dit parforhold eller oplever i dit parforhold, der gør, at du sammenligner?
Her er et par refleksioner, som måske kan være med til at styrke dine følelser for din kæreste:
- Tænk tilbage på dengang, I mødtes og blev forelskede. Hvordan husker du din kæreste? Hvad var det, du forelskede dig i?
- Tænk på nogle af din kærestes positive egenskaber. Hvordan kommer de til udtryk i samspillet med dig?
- Tænk på nogle af de positive oplevelser, I har haft sammen
- Visualiser din kærestes blik, når han ser kærligt på dig
- Genkald dig, hvordan det er at mærke din kærestes hånd i din, hans kys og kram
Hvis du synes, det er svært at finde hoved og hale i det hele, kan det være en ide at kontakte en parterapeut for at få hjælp. Hvis du ikke lige selv kender nogen, er her en liste med nogle, vi anbefaler.
Du kan finde flere input i vores tema om Utroskab og i bogen Utroskab - Nej tak! som du kan låne som e-bog på biblioteket.
Jeg håber, du kan bruge mit svar som hjælp til at komme videre. Ellers må du endelig skrive igen.
De bedste hilsner fra
Annette Hassingboe