Kan en kvinde blive gravid af at få sæd i skedeåbningen?

Vis spørgsmål

Kan man blive gravid ved at onanere og så bagefter udløse sæd i starten af vagina?

M, 21 år

SVAR:

Kære M

Tak for dit spørgsmål.

Kan kvinden blive gravid?

Du spørger helt enkelt, om kvinden kan blive gravid, når sæden bliver udløst i åbningen af vagina eller skeden, som man også kalder den.

Og ja, det er en mulighed. Sædceller er vældigt aktive, og de har kun ét mål: at blive den første henne ved en ægcelle og befrugte den. Der er ganske vist langt fra starten af vagina og op til æggelederen, så det er en svær opgave. Men ikke umulig.

Ægløsning

Når det så er sagt, er der en vigtig faktor, som skal være på plads, før der kan opstå graviditet. Det er nemlig afgørende, hvornår i kvindens menstruationscyklus man har sex. Mellem to menstruationer sker der en ægløsning, som betyder, at kvindens æggestok frigiver et æg, som er klar til at blive befrugtet. Det sker ca. 14 dage før menstruationen.

Hvis ægget bliver befrugtet af en sædcelle, vil kvindens menstruation udeblive, og hun kan tage en graviditetstest. Der er nogle dage omkring ægløsningen, hvor det er muligt at blive gravid. Sædceller kan holde sig i live inde i livmoderen, så det er lidt svært at regne præcist ud, hvornår det er en sikker periode at have sex, hvis man vil undgå graviditet.

Du kan læse mere i vores tema Sådan opstår en graviditet.

Prævention

Jeg ved ikke, om du ønsker at opnå eller undgå en graviditet. Ud fra din alder vil jeg gætte på, at du ikke ønsker at blive far lige nu. I så fald har du og din partner ansvar for at beskytte jer med prævention. Det kan fx være kondomer, for de beskytter måde både uønsket graviditet og kønssygdomme.

I kan selv undersøge, hvad der er bedst. Ved nogle former for prævention skal man forbi lægen først, fordi det er på recept. Se mere i vores tema om prævention.

Opfordring til at vente med sex

Du har skrevet til Adamogeva.dk, og det er en kristen brevkasse. Derfor er det følgende fra mit synspunkt som kristen:

Jeg tænker, du kan overveje at vente med sex, indtil du finder den kvinde, som du vil giftes med og dele resten af dit liv med. Det er en ret vidunderlig aftale, man laver, når man gifter sig med sin elskede: At blive sammen. Både når det går godt og er nemt, men sandelig også når det er svært at elske hinanden. Her er det trygt for både dig og din ægtefælle at have et sexliv. Man er ikke bekymret for at blive forladt, og i de fleste tilfælde er det heller ikke så “farligt”, hvis der skulle komme et barn ud af at dele sex.

Jeg tror på, at Gud har designet ægteskab og sex til at høre sammen, fordi det er det bedste for mennesker. Sex er en værdifuld ting. Man er utrolig sårbar, og hvis man bliver såret, rammer det rigtig hårdt. Men hvis du og din ægtefælle til gengæld er trygge og ved, at det er en fælles rejse at udforske sex og blive gode til det sammen, er det fantastisk.

Du kan læse mere i vores artikler 10 gode grunde til at vente med sex og Værd at vente på.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Hilsen Karen

Annoncer