Jeg er forelsket – kan I hjælpe mig?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en dreng på 15 år, og jeg er forelsket i en pige fra min klasse, hun er en helt fantastisk pige og jeg er helt vildt forelsket i hende. Vi er rigtig gode venner, og vi snakker rimelig meget, men er jeg er stadig meget bange for, at hun ikke kan lide mig, eller at hun er forelsket i en anden dreng. For jeg ved, at det er ikke noget problem for hende at få en kæreste, for hun er utrolig smuk, og sød. Men jeg vil heller ikke have, at vores venskab bliver ødelagt, men jeg vil gøre alt, for at mig og hende kunne komme sammen ...

Der kan måske også være en anden grund, hvis det ikke er fordi, at hun er forelsket i en anden eller at hun ikke kan lide mig, altså hun er fra Bosnien og måske vil hun kun komme sammen med en, som kommer fra Bosnien eller som taler det sprog. Men for nogle år siden var hun kærester med en fra klassen, som er dansker, så der er måske et tegn for, at hun måske godt vil have danskere, men ved ikke ...

Men please, jeg vil have noget hjælp !! Jeg er faktisk begyndt at få ondt i hjertet på grund af det :( Jeg elsker hende virkelig, så hjælp mig :(

SVAR:

Kære dig.

Tak for dit brev. Du spørger ikke sådan direkte, hvad det er, du ønsker hjælp til, men i mit svar går jeg ud fra, at du ønsker hjælp til at få hende som kæreste eller hvad du ellers skal gøre. Hvis det ikke er rigtigt, så må du lige skrive igen …

Forelskelse

I den måde, du skriver om pigen, så er der ingen tvivl – du er forelsket. Rigtig dejligt for dig.

Det er vanvittigt dejligt at være forelsket, og det kan være vanvittigt besværligt og gøre vanvittigt ondt. Nogle gange synes man nærmest, at man kan flyve, og andre gange kan man være helt nede i kulkælderen. Det er netop det, du skriver, at alt er som i den syvende himmel – og så alligevel ikke …

Du kan læse mere om forelskelse i artiklen Jeg er forelsket! – Eller er jeg?

Venner/kærester

Du skriver, at I er rigtig gode venner og snakker meget sammen. Det er rigtig godt, for I din videre afklaring af, om I skal være venner eller kærester, så skal I lære hinanden endnu bedre at kende.

Og nu kommer jeg til det. For at finde ud af, om hun vil være din kæreste, så er du nødt til at spørge hende. Så simpelt er det faktisk, der er ikke rigtig andre måder at finde ud af det på – og samtidig er det så svært. For hvad nu hvis hun siger nej, hvad nu hvis hun ikke kan lide dig som kæreste?

Det er en risiko, som følger med, hvis du spørger. Og det er en risiko, at det kan komme til at påvirke jeres venskab, måske ikke ødelægge det, men gøre at hun måske lægger større afstand til dig, hvis hun ikke ser på dig som kærestepotentiale, men som en ven.

Du kan også vælge at fortsætte jeres venskab, som det er nu, hvor du ”skjuler” din forelskelse og så lade tiden gå og se, hvor det ender. Langt de fleste kærestepar er startet som venner – og for nogen glider det så over i at blive kærester.

Men om du vil spørge hende, eller du vil se tiden an – det er din beslutning. Den kan jeg desværre ikke tage for dig.

Om hun er forelsket i en anden dreng, finder du også kun ud af ved at snakke med hende om det. For selv om hun snakker med andre drenge, er det jo ikke sikkert, at hun er forelsket i nogen af dem.

To kulturer

Det andet, du skriver om, er, om hun mon vil have en dansk kæreste, når hun kommer fra Bosnien. Det kan jeg selvfølgelig ikke svare dig på. Men hvad får dig til at tænke sådan? Er der ting hos hende, du har lagt mærke til, og som peger i den retning?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kan give et parforhold ekstra mange og store udfordringer, når parret kommer fra hver sin kultur. Det kan f.eks. være forskelle i opdragelsen, forholdet til forældrene og måden, man anskuer verden og gør tingene på osv. Når de forskelle pludselig står overfor hinanden i forskellige situationer, så kan det blive udfordrende at finde en vej igennem det.

Men det lykkes jo trods alt for mange, så måske også for jer, hvis I bliver kærester.

Hvorfor er det vigtigt med en kæreste

Jeg vil slutte mit svar af til dig med en lille udfordring, som du kan tænke over:

Hvorfor er det vigtigt for dig, at hun bliver din kæreste og ikke, at I bare er venner? Hvorfor er det vigtigt for dig med en kæreste i det hele taget? Du er 15 år og har masser af tid foran dig, så hvorfor forhaste sig?

Du kunne jo nyde hende som en god ven – og samtidig være med dine øvrige venner af begge køn. At bruge tiden med vennerne er meget berigende og en god måde at lære mere om sig selv på.

Måske kan du også have glæde af at læse andet her på siden. Her er nogle forslag, og du kan selv søge videre:
Pigevenner og drengevenner
Den eneste ene
Forelsket – bliver det aldrig til noget?

Håber du kan bruge mit svar til noget. Hvis du synes, jeg kommer for let om ved noget eller ikke svarer dig på – så skriv igen.

Alt det bedste til dig!

Kærlig hilsen
Steen

Annoncer