Ikke udfordring nok i skolen - skal jeg skifte til en anden?

Vis spørgsmål

Jeg går i 7 klasse på den lokale folkeskole. Jeg er lidt ældre og på mange måder mere voksen end dem, jeg går i klasse med. Jeg keder mig lidt i skolen, især i fag som dansk. Jeg bliver ikke rigtig udfordret, og jeg synes slet ikke, at det er spændendee. Jeg får dog gode resultater i skolen. Jeg keder mig sygt, når jeg laver lektier, hvis jeg altså ikke har lavet dem ovre i skolen.

Min far, nogle lærere og præsten foreslår, at jeg skal overveje at skifte til en anden skole. Det vil så blive en inde i byen, og derfor skal jeg tage toget. Jeg spiller også håndbold, og meget af min fritid går med det. Derfor frygter jeg også, at jeg så ikke vil ha tid til min sport, og heller ikke vil kunne se mine venner. Det er i forvejen ret presset. Men uddannelse er selvfølgelig vigtigt.

Skal jeg gøre det? Og skal jeg så evt. overveje en idrætslinje?

Mig, 14 år

SVAR:

Kære ”mig”

Tak for dit spørgsmål. Som jeg hører det, står du i et valg mellem enten at blive på skolen, hvor du er, hvor du kender kammeraterne, og hvor du har tid til dine sportsaktiviteter, men ikke føler dig fagligt udfordret nok - eller at flytte skole, hvor du håber på at blive mere fagligt udfordret, men hvor du kommer til at bruge tid på transport og derfor ikke ville have så meget tid til venner og sportsaktiviteter.

Fortsæt samtalen med dine forældre

Det er ikke et let valg – og derfor har jeg lyst til at sige, at det glæder mig at høre, at du allerede taler med dine forældre, dine lærere og endda præsten om det.

Jeg vil faktisk råde dig til at fortsætte samtalen med dem – især dine forældre. Selv om du siger, at du er moden af din alder, så mener jeg ikke, det er en beslutning, du skal tage selv. Dine forældre har ansvar for dig i nogle år endnu, og derfor er det en beslutning, I skal tage sammen. Desuden kender de dig rigtig godt og har større livserfaring, end du har, så de er rigtig gode at have med i beslutningen her.

Du kan også overveje sammen med dine forældre at lave to lister: En liste med fordele og ulemper ved at fortsætte på den nuværende skole, en anden med fordele og ulemper ved at flytte skole. På den måde kan du få et overblik. Sæt derefter ring omkring de temaer på listerne, som betyder mest for dig og din trivsel generelt som menneske. På den måde kan I måske finde frem til en beslutning.

... og giv evt. skolen en chance mere i samarbejde med jer

Jeg går ud fra, at du allerede har talt med dine lærere om, at du ikke oplever at blive udfordret nok. Men har du prøvet selv at komme med ideer eller at få dine forældre med på at udtænke konkrete ideer til, hvordan det kunne blive mere spændende for dig?

Ofte oplever lærere i skolen, at elever (eller måske deres forældre) bare meddeler skolen, at de ikke bliver udfordret nok, men overlader det helt til læreren at løfte opgaven. Skolen er noget, vi som familier skal bære med på, derfor kan det måske være en ide at give det en chance mere, men blot blive mere aktive medspillere som familie i undervisningen, så skolen ikke bare ”sender dig videre”, men i stedet tager udfordringen om samarbejdet op.

Jeg håber, mit svar kan hjælpe jer lidt på vej i jeres beslutning.

Venlig hilsen
Benjamin Hougaard

Annoncer